Navigation:     Start  >  Artikler  > På bjergtur med let sæk    Uploaded 27-03-01

På bjergtur med let sæk Jan Elleby I den sydligste ende af Saastal i Schweiz står et lille og noget overset bjerg, som ifølge guidebogen skulle udmærke sig med at have den bedste udsigt til Macugnagawand, Monte Rosas østvæg, som med en højde af 2½ km er den højeste bjergvæg i Alperne. I slutningen af august var jeg med Erik Storm en lille uge i Saas Grund for blandt andet at bestige dette lille bjerg, Joderhorn. Over morgenmaden på hotellet besluttede vi at gå direkte til Citta di Malnate-hytten, og så kunne vi måske tilmed bestige Monte Moro om eftermiddagen, et noget mere kendt bjerg. Det ville ikke kræve noget vi- dere i klatreudstyr, så det ville blive en ren badetur at lave denne tur med så lidt i sæk- ken. Bussen op i dalen kørte i timedrift her om formiddagen, og en halv time senere stod vi af til et gensyn med Mattmark, hvor vi begge havde været sidste gang for to år siden på forskellige ture fra Saas Grund. Men denne gang skulle vi lave noget sam- men. Det blev en dejlig tur op gennem den øver- ste del af Saastal, og med en let sæk på ryggen var det som en spadseretur op ad Strøget. Ovenfor sydenden af søen holdt vi en lille vandpause, som jeg benyttede til at luffe ned og kigge nærmere på flo- den, som fra dalens øverste dele løb ned i den opdæmmede sø. Floden havde her gna- Den store Madonnastatue vogter over Monte Moro-passet, i baggrunden Mischabel- kæden. Foto: Jan Elleby.

Jan Elleby på toppen af Joderhorn med Monte Rosas østvæg i baggrunden. Foto: Erik Storm. vet sig ned i en lille canyon, utilgængelig ovenfra, men ganske flot at se på. Videre oppe kom vi til Tälliboden, det højeste som Erik havde været oppe i denne del af da- len, mens det for mig var første gang jeg var oppe i dette hjørne af Saastal. Der var egentlig temmelig mange turister der tra vede her, især når man tænker på at det var lidt off-season, men det skyldes jo nok, at den lange vandretur rundt om Monte Rosa går her forbi og videre gennem Monte Moro-passet. Flere så dog ud til at have disponeret forkert og stod og tøvede ved udsigten til bjergsiden op mod passet. Det var ikke lige til at se, hvor stien monne gå, men terrænet var tilstrækkeligt brudt til, at det burde være en smal sag at gå op. Men for det utrænede øje så det nok noget an- derledes ud. Og det var faktisk ikke spor besværligt. Efter en indledende halvstejl gang blokmark kom vi op på klippesiden, hvorefter stien fulgte et system af opsti- gende klippebånd, en ukompliceret og hur- tig måde at vinde højde på, og snart stod vi højt over Tälliboden. Oven for passet viste en stor guldbelagt madonna vejen, der herskede ingen tvivl om at vi nu var kommet til Italien. På den anden side steg vi ned over nogle slabs og stod pludselig midt i turist- helvedet. En svævebane fører fra Macugnaga op til umiddelbart under pas- set, og ved en lille bjergsø ovenfor var der tilsyneladende en hel skoleklasse, som havde slået sig ned. Vi fik hastigt travlt med at komme videre og steg ned til den yd- myge hytte nedenfor. Herinde var der fred og ro, selv om det kun er et par minutters gang fra svævebanen, er det åbenbart for besværligt for turisterne. Vi måtte selvføl- gelig have os en cappucino, og da jeg så at hyttefar havde génépi stående på hyl- den, måtte jeg selvfølgelig give en omgang heraf. Jeg var så småt ved at være i opløftet

stemning, da Erik påmindede mig om, at vi jo havde aftalt at kigge nærmere på Monte Moro, så vi måtte vel hellere gå ud og kigge så'n bare lidt. Jeg havde måske været lidt for hurtig til at pakke rygsæk, da jeg havde ladet min guidebog blive nede i Saas Grund, men jeg mente dog at kunne huske, at jeg havde læst om en rute, som førte under sydvæg- gen og frem til Uf de Galkernen, passet på vestsiden af Monte Moro, hvorfra der skulle være en forholdsvis nem vej op. Det var dog ikke umiddelbart til at se, hvor den rute skulle gå. En klippevæg dækkede det meste af sydsiden og forløb videre neden for Uf de Galkernen. Der var ingen tegn på sti, hverken i blokmarken ovenfor svæ- vebanen eller i klippevæggen, men måske det var nemmere at se når vi kom tættere på. Vi kæmpede os gennem blokmarken uden at se tegn på sti, men til sidst så jeg noget, som lignede nogle lavinehegn i bun- den af klippevæggen, og jeg foreslog, vi gik derop for måske at kunne se noget der- fra. Lige under hegnene fandt vi en lille, utydelig sti, som førte op til hegnene, og hvad vigtigere var, videre på den anden side. Dette var sandsynligvis problemets løsning, og vi fortsatte op ad stien, der hur- tigt vandt højde op gennem flanken. Det var en til tider temmelig luftig sti i halv- Monte Moro, 2985m. S-flanke og W-grat, 45 min. fra Rifugio Citta di Malnate (WS). Joderhorn, 3036m. W-grat, 1 time fra Rifugio Citta di Malnate (L). Rifugio Citta di Malnate, 3-4 timers van- dring fra Mattmark (bus) over Monte Moro-pass eller svævebane fra Staffa/ Macugnaga. dårlig klippe uden nogen form for kabel eller andet isenkram. Flere steder havde der været små skred, og det virkede mest som om det var en sti, som havde været opgi- vet i mange år. Men vi var sikre nok på fødderne, og inden længe nåede vi toppen af flanken og kort efter Uf de Galkernen. Vi fortsatte nu op over den lette blokgrat mod toppen af Monte Moro. Monte Moro er jo et ganske kendt bjerg, men jeg tror ikke der er så mange, der bestiger det. Omend det ikke var røser, der manglede på toppen! Vi brugte en rum tid på toppen for at nyde udsigten mod morgendagens mål, men da først vi brød op, gik det så til gen- gæld også uden stop nedover, og en god halv time senere var vi tilbage ved hytten. Vi var kun fire overnattende gæster på hyt- ten, og der var derfor ingen grund til at hytteværten stod tidligt op for at servere morgenmad, i hvert fald ikke for vores skyld. Så vi aftalte at vi først ville have morgenmad klokken ni, så kunne vi nå at lave Joderhorn inden morgenmaden, gan- ske vist noget usædvanligt, men det burde være muligt at lave den top forholdsvist hurtigt. Så vi satte vækkeuret til klokken tyve minutter over fem, og efter at have ligget og snuet de sædvanlige ti minutter var det bare at komme i tøjet, få fat i ryg- sækken og liste ud af hytten. Det var dog lidt svært at finde den rette vej op. Det før- ste stykke skulle vi blot holde retningen gennem den her forbandede blokmark, og jeg så frem til, at vi nåede op på graten. Men her blev det dog ikke bedre, da det blot fortsatte med blokmark, dog i væsent- ligt større størrelser. Og da vi gik i gang med selve bjerget, skulle vi nærmest klatre fra blok til blok. Lidt af noget rod, men vi steg alligevel opad i et ganske pænt tempo. Men vi havde også et tidspres, da vi gerne

ville være på toppen ved solopgang, og vi kunne se den purpurfarvede himmel i vest blive smallere og smallere, efterhånden som tusmørket her blev fortrængt af en orange farve der hvor solen havde nået. Men vi var ikke hurtige nok. Fire mi- nutter før vi nåede toppen, kunne vi se top- pen af Monte Rosa lyse op i et rødligt skær, solopgangen var en realitet. Og det gik hur- tigt, for da jeg stod på toppen fire minutter senere, havde solen allerede nået den øver- ste halvdel af væggen. I ensom majestæt hævede Monte Rosa sig højt over den sta- dig mørklagte Anzascadal med den øver- ste halvdel af væggen strålende i det årle morgenlys. Jeg forstår det godt, når man siger, at man fra Joderhorn skulle have den bedste udsigt til Monte Rosa, for jeg havde i hvert fald svært ved at forestille mig no- gen bedre udsigtsplatform end denne, hæ- vet næsten to km over Macugnaga. Og det var ikke blot Monte Rosa, som kunne nyde godt af den opstigende sol. Cima di Jazzi og hele bjergkæden fra Strahlhorn til Lenzspitze lyste op i et gyldent orangebrunt skær, hvorover den friske blå himmel hvæl- vede sig. Det var virkelig den lange tur til dette lidt fjerne hjørne af Saastal værd. Det varede ikke længe, før solen også nåede ned til hvor vi stod, og straks blev nattens kulde fortrængt. Så vi klatrede lidt ned ad den stejle østside for at komme i læ for den kolde vestenvind og fandt en fin lille plads til at nyde morgenen på. Vi blev oppe på toppen en halvanden times tid, så kunne vi se solen nærme sig hytten nede ved passet, og det måtte være på tide at gå ned og få lidt morgenmad. Vi tog afsked med denne fine top og påbe- gyndte nedstigningen. Efter over en time på den solbeskinnede top var det temme- lig koldt, pludselig at være nede i vest- flanken igen. Jeg havde kun min fleece og windbreaker, men det havde været godt nok til opturen, så måtte det også være godt nok til nedturen. Snart var vi nede ved hytten Erik nyder de første solstråler på Joderhorn mens Macugnaga endnu ligger i dæmring. Foto: Jan Elleby. igen, og hyttefatter fyrede straks op under hans italienske vidunder af en kaffema- skine. Vi havde nu ikke tænkt os at bruge læn- gere tid på hytten, men den gode kaffe lok- kede, og der gik derfor over en time, før vi kunne kaste de lette sække på ryggen og stige op mod Monte Moro-passet og til- bage mod Schweiz. Resten af vejen var en ren badetur. Som under opstigningen holdt vi en længere pause ved Tälliboden, og jeg måtte da også lige på fotojagt inden den videre vej ned. Alligevel var klokken kun et da vi nåede ned til dæmningen og kunne kigge indenfor på restauranten for en god gang rösti. Det var lidt svært at fatte, at vi samme morgen havde besteget Joderhorn, som nu lå delvist gemt i skyer i det bage- ste hjørne af dalen.