I november var jeg så heldig at få
sponseret et ophold på sportscentret la
Santa på Lanzarote, en af de canariske
øer, et perfekt tidspunkt til at skifte
Danmarks regn og kulde ud med lidt
sydlig sol og sommer. Selv om stedets
vulkanske bergarter ikke ligefrem
indbyder til klippeklatring grundet disses
tvivlsomme kvalitet, og der i øvrigt er
aktivitetetstilbud nok på centret til at blive
frustreret over, kunne jeg dårligt forlade
stedet uden at kigge nærmere på de
lokale vulkaner. Øens højeste punkt,
Peñas del Chache var ikke umiddelbar
tilgængelig, da man havde bygget en
radarstation på toppen, men en udløber
faldt direkte af mod havet i en 500 m
høj væg. En fremskudt grat førte direkte
mod toppen af væggen i El Castillejo og
gav indtryk af en fin, naturlig
bestigningsrute. Jeg allierede mig med
Tobias, som arbejder på centret. Han
havde haft kig på samme rute, men da
han ikke havde nogen videre
bjergmæssig erfaring var det blevet ved
drømmeriet. Imidlertid kendte han turen
til indstigningen over et bjergpas til
Famarastranden, som lå for foden af
væggen. Tobias arrangerede et par
mountainbikes, og det gjorde de 14 km
tilgang noget lettere. Efter en behagelig
køretur på sandstranden nåede vi frem til
"vores" grat. Som forventet var graten af
en overkommelig stejlhed, hvilket på sin
vis var meget godt, da det eneste grej jeg
havde med var udstyrskarabinen til mit
kamera. Men hvad graten ikke havde i
tekniske vanskeligheder havde den til
gengæld i en udsigt over Atlanten, som
blev mere grandios jo højere vi steg op.
|
To trediedele oppe danner graten en
fæstningslignende hanekam som har givet
El Castillejo sit navn, og modsat graten
længere nede var der her fornøjelig
klatring i god og fast basalt. Tobias
havde haft sine tvivl om gennem-
førligheden af turen, bl.a. af tidsmæssige
årsager, men da han fandt ud af at vi var
nået længere end han havde sat sig som mål,
kunne vi jo lige så godt gå efter toppen.
Det meste af Lanzarote har et tørt,
ørkenagtigt landskab, men El Castillejo
er høj nok til at fange den fugtige
atlanterhavsluft, og som følge deraf var
der efterhånden mange grønsager i
klippen. Vi nåede gratens højeste punkt
og kunne skue over til radarstationen.
Nedenfor os faldt væggen stejlt af mod
Famarastranden. Det var ikke utænkeligt
at der var god klatring her. På graten var
klippen ganske vist af tvivlsom kvalitet,
men altid fast når det stejlede til. Og
vestvæggen måtte formodes at have en
god basalt, men at få det bekræftet
krævede lidt mere klatreudstyr end jeg i
øjeblikket havde på mig. Og en effektiv
skurebørste! Det var nu ved at være
halvsent, så vi måtte hellere finde
cyklerne inden det blev mørkt. En
dalsænkning lidt inde i landet mundede
ud i nærheden og tegnede til at være en
hurtig smutvej ud, men vi havde gjort
regning uden vært. Det er ganske vist
meget tørt på Lanzarote, men ind
imellem må det stå ned i stænger. I hvert
fald var dalens nedre løb gravet ud i en
dyb canyon, så det sidste stykke ned var
en ucharmerende scrambling i
ukonsolideret lavagrus, inden vi kunne
skrå over til der hvor vi havde parkeret
|
