Navigation: Quicklink   
Start  >  Artikler  > Til afterparty i Reintalangerhütte
 
 Uploaded 26-01-03  
Artiklen bragt i Dansk Bjergklub nr. 6 - 2002, november 2002.


Til afterparty i Reintalangerhütte

Jan Elleby

Sommeren var på vej, og efter en lang
og træls vinter kunne det ikke gå hur-
tigt nok med at komme i bjergene igen.
Og hvad var så mere nærliggende end
at udnytte en af de forlængede
helligdagsweekender. Suppleret med et
par ekstra feriedage skulle der nok blive
tid nok til at få lavet et bjerg eller to
sydpå. Belært af mine tidligere erfarin-
ger med Wallis vidste jeg nok at vi ikke
skulle stræbe for højt, og sammen med
Jacob Klaris besluttede vi at forsøge os
på Zugspitze i Wetterstein i pinsen.
Hjem fra arbejde onsdag, skifte rygsæk,

På vej op gennem Partnachklamm

  mødes på Høje Taastrup og så med det
direkte nattog til München. Og allerede
næste formiddag kunne vi skuldre sæk-
kene i Garmisch-Partenkirchen og sætte
kursen mod Reintal.

Den mest benyttede rute på Zugspitze
går fra nord over Höllentalferner, men da
vi havde hørt at nordsiden stadig var
nærmest begravet i sne valgte vi i stedet
at gå efter den klassiske rute over SW-
graten til toppen, og med lidt held stige
ned den lige så klassiske rute over
Jubiläumsgrat. Og skulle det være klas-
sisk var det indlysende at vi skulle gå
hele vejen ind gennem Reintal og derved
forsage både bjergbanen til Zugspitzplatt
og de to svævebaner der fører direkte
til toppen. Der var blot lige den hage at vi
ikke havde kort over den nedre del af
Reintal, men hvis først vi ramte den rig-
tige dal kunne der ikke være meget at tage
fejl af.
Det var såmænd en meget fed fornem-
melse at stige direkte ud af toget og tage
på bjergtur. Mindre end en halv time se-
nere stod vi ved mundingen af Partnach-
klamm, en snæver slugt hvor floden havde
skåret sig dybt ned gennem klippen i sin
vej mod de brede dale længere nede.
To euro var taksten for at gå ad den
udhuggede sti gennem slugten, og det
var rigeligt pengene værd. Og når man så
som bjergklubsmedlem kommer igennem
til halv takst var det nærmest en ren for-

På vej op gennem Partnachklamm.
Foto: Jan Elleby.





Halvvejs op gennem Reintal begynder de imponerende bjerge at træde frem

Halvvejs op gennem Reintal begynder de
imponerende bjerge at træde frem.
Foto: Jacob Klaris-Jensen.

æring. Klatring i slugten var der dog ikke
så meget af, da de stejle vægge var
klamme og mosbegroede med vandet si-
lende ned over. Men flot var det nu.
Længere oppe gennem dalen passe-
rer man yderligere et par snævre steder,
og så udvider dalen sig gradvist. Jeg
havde aldrig hørt om Reintal før, og jeg
blev positivt overrasket over dalens skøn-
hed. Vi følte os nærmest hensat til en ca-
nadisk vildmark, for selv om de omkring-
liggende bjerge næppe var over 2500m
høje ragede de højt op over dalens ud-
bredte skove. Der er intet at sige til, at
hele dalgangen er fredet som naturpark.

Efter et par timers vandring nåede vi ind
på landkortet ved en flot og uhyre blå sø,
der var opstået ved at et bjergskred i for-

  gangne tider havde dæmmet floden op.
Det ville have været det perfekte sted at
bivuakere, men på den anden side ville vi
også gerne nå lidt højere op i dalen inden
det blev mørkt. Klokken var således
henad otte, da vi nåede frem til
Reintalangerhütte, den første bjerghytte
i dalen. Ifølge hyttens hjemmeside ville
hytten åbne dagen efter, så vi var ganske
vist forberedt på at den var bemandet.
Men hvad der mødte os ved hytten var
dog alligevel noget af en overraskelse,
for man skulle tro vi var dumpet ned i en
hippielejr anno 1968. Fadølsanlægget var
sat ud på terrassen, det samme var
ghettoblasteren, og mens Mick Jagger
blæste sin rustne stemme ud over terræ-
net var det tydeligt at se at festen havde
været i gang længe. Overalt var der byg-

En enkelt fustage er vel ikke for meget når man skal til party på en bjerghytte

En enkelt fustage er vel ikke for meget når man
skal til party på en bjerghytte.
Foto: Jacob Klaris-Jensen.





get varder op i landskabet, den ene mere
fantasifuld end den anden, et havemøbel-
arrangement stod klart på en grusbanke
midt ude i floden, og langs bredderne stod
alskens vanddrevet legetøj og snurrede
med strømmen.
Vores pludselige tilstedeværelse vir-
kede til at begynde med noget uønsket,
og vi blev da også straks fortalt at hytten
altså var lukket. Jeg svarede at det så-
mænd ikke gjorde så meget, det var vi jo
forberedt på, men om ikke lige vi kunne
købe en fad inden vi gik op i skoven for
at bivuakere. Og efter lidt intern diskus-
sion fik vi da lov at købe en øl hvis vi
indtog den i den anden ende af terras-
sen. Der gik dog ikke mange minutter før
hyttefolket blev nysgerrige over, hvor vi
kom fra, for tysk var det jo ikke vi talte,
og snart fik vi lov at rykke ind i festen i
den anden ende af terrassen. Folkene her
  på hytten havde brugt den forløbne uge
på at gøre klar til sæsonen, og dagen i
dag var deres første og sidste fridag in-
den gæsterne kom væltende. Så der var
intet at sige til at stemningen var høj. Og
inden aftenen var omme var fadøllet på
husets regning, og vi fik tilmed lov til at
overnatte i annekset, en separat 24-per-
soners hytte som vi fik helt for os selv.

De mange fadbamser havde gjort deres
virkning på hyttefolket, for da vi forlod
annekset næste morgen var der knap
kommet liv i hovedhytten. Det kunne vi
dog ikke tage os af, da vi jo havde et
bjerg at bestige. Vi fortsatte op gennem
dalen, passerede trægrænsen, og over en
afskyelig grusbunke af en moræne nå-
ede vi op til Knorrhütte for foden af
Zugspitzplatt, udgangspunktet for de
højeste bjerge i Wetterstein. Historien fra

Udsigten videre op gennem dalen set fra terrassen på Reintalangerhütte

Udsigten videre op gennem dalen set fra terrassen på Reintalangerhütte. Foto: Jan Elleby.





Schneefernerkopf set fra Zugspitzplatt; i publikationen er dette billede fejlagtigt krediteret mig selv!

Schneefernerkopf set fra Zugspitzplatt. Foto: Jacob Klaris-Jensen.

Reintalangerhütte kunne have gentaget
sig her, idet Knorrhütte først åbnede om
lørdagen, men der var hverken musik el-
ler øl på husets regning at få her. Allernå-
digst kunne vi dog få lov at få en plads
på sovesalen mod betaling.
Den følgende morgen vendte vi vort
forehavende med hytteværten, men han
afviste kategorisk muligheden at bestige
Zugspitze. Dele af ruten op forløb over
en klettersteig, og da der stadig lå op til
fire meter sne i ruten, betragtede han et
forsøg som en umulighed. Nå, men hvis
Zugspitze ikke var mulig, så var der vel
nogle andre bjerge han kunne anbefale.
Han tænkte kort og sagde så, at
Wetterstein i maj, nej, det var for tidligt at
bestige bjerge. Vi sagde tak for tippet,
men ville dog alligevel gå op på
Zugspitzplatt for at se det an.
Vintersneen startede lige uden for hyt-
ten, og vi fulgte de gamle skispor, fra da
  Knorrhüttes hyttevært ugen før var an-
kommet til sin hytte oppe fra bjergbane-
stationen. Vel oppe på Zugspitzplatt var
det indlysende at se, at Zugspitze ikke
var i konditioner; det var ikke til at se hvor
ruten gik op, tværtimod kunne vi tydeligt
se de friske lavinespor ned over flanken,
der førte op mod graten.
Men der måtte være et alternativ, og
det fandt vi på den modsatte side af pla-
teauet i Schneefernerkopf. Denne top er
med 2875m den næsthøjeste top i
Wetterstein og havde en interessant
nordflanke med et stejlt snefelt til lige
under toppen. Ifølge mit bedagede kort
havde der i sin tid ligget en lille gletscher
her, men den var der intet spor af, og sand-
synligvis smelter denne lille sneflanke
væk i løbet af sensommeren. Men her var
det maj, og flanken var lige den lille ud-
fordring vi havde brug for, nu vi ikke
kunne komme på Zugspitze.




Der var dog ingen grund til at hive rebet
frem, for der var ingen spalter i sneen, og
sneen selv var alt for dårlig til at tage
nogen form for sikring. Så det blev en
fornøjelig tur op, hvor Jacob, den unge
løve, hurtigt overtog teten og lavede spor
op til vestpasset. Jacob var netop for-
svundet rundt om et hjørne da den
dumpe lyd af faldende sne brød freden.
Det var en af vægterne fra graten ovenfor
der var knækket af, og lavede sin egen
minilavine ned over sneflanken. Dog
uden at der var nogen risiko, idet
sneskreddet passerede mig over tyve
meter borte.
Således uden uheld nåede vi op til vest-
passet, hvorfra en iset kalkgrat førte det
sidste stykke til toppen. Vi havde haft
hæderligt vejr på vejen op, men netop
som vi nåede toppen drev skyerne ind
over fra Østrig og lukkede al sigt ude. Vi
valgte at standse lidt under højeste
punkt, der lå under en af de tilbagevæ-
rende vægter vi havde set under vejen
op, for vi havde set nok til disse vægters
kvalitet til at vi ikke ønskede at stige op
på dem. Ikke desto mindre var det det
bedste vejr vi hidtil havde besteget en
top under; sidste gang vi havde været
på en top sammen var på Lauberhorn i
vinters, hvor en snestorm nær havde
blæst os af graten.

Vi blev en stund på toppen for at se, om
ikke det skulle klare op, men da dette ikke
var tilfældet, påbegyndte vi nedstignin-
gen. Selvfølgelig klarede det så også op,
da vi var nede i flanken igen. Et par timer
senere stod vi atter nede ved Knorrhütte,
hvor hytteværten blev noget overrasket
over, at det alligevel var lykkedes os at
lave en top. Og nu var hytten åben, så vi
kunne 'sagtens' få en plads. Jo tak, det
havde andre også fundet ud af, for mens
vi havde været på bjerget, var hytten ble-

  vet stuvende fuld. De besøgende und-
rede sig lidt over hvor vi kom fra, da vi
kom væltende ned over sneflanken mod
hytten ovenfra, men endnu mere overra-
skede blev de da vi blot pakkede det grej
vi havde efterladt på hytten og efter et
kort ophold fortsatte ned mod
Reintalangerhütte.
Også her var hytten fuld, og der var i
mellemtiden lagt en anden plade i
ghettoblasteren. Ikke desto mindre kunne
vi da lige snige os til et par pladser - på
de tyske hytter er det heldigvis sådan, at
bjergklubsmedlemmer har fortrinsret til
pladserne frem for ikke-medlemmer. Gan-
ske vist havde vi bivuakkerne med, men i
begyndende regnvejr var det ikke så sjovt
at bivuakere ude, så hellere dele sovesal
med alle de andre gæster.

Pinsesøndag gryede tung og trist, og vi
var meget glade for at vi nu var for ned-
adgående og ikke havde satset på at lave
et bjerg i dag. Vi kunne nu i ro og mag
trave de 16 km ned gennem Reintal, til-
bage til Garmisch-Partenkirchen hvor
hotellet ventede. Det havde været fire
gode dage i bjergene, og det havde væ-
ret overraskende hvor let og smertefrit
det gik med at komme med toget frem og
tilbage. Der er ingen tvivl om, at
Wetterstein er en overvejelse værd hvis
man står og har et par fridage man ikke
lige ved hvad man skal bruge til.

Praktiske oplysninger:
Fører: Härter, Beulke, Pfanzelt: Alpenvereins-
führer Wetterstein und Mieminger Kette
,
Bergverlag Rudolf Rother, München.
Tog af København 18.51, an Garmisch-
Partenkirchen 11.57
Tog af Garmisch-Partenkirchen 09.07, an
København 21.59
Pris København - Garmisch-Partenkirchen,
2-pers. Superpris, pp 867,- plus reservation