Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Østrig  > Tirol
 
 Uploaded 30-04-07  

Bjergbestigning i Tirol

Tirol er ikke den største delstat i Østrig, men det er alligevel Tirol som mange tænker på når man taler om bjergbestigning i Østrig. Delstaten udgør det meste af 'håndtaget' på Østrig og er den delstat som man kører igennem når man krydser Brennerpasset mod Italien. Tirol er klemt inde mellem Tyskland og Italien, med den lille delstat Vorarlberg i vest og Salzburgerland i øst. I løbet af det 20. århundrede er Tirol blevet delt, idet Italien nu skyder sig op mod Dreiherrnspitze og adskiller Osttirol fra resten af delstaten.

Tschirgant i Lechtaler Alpen står som en skildvagt over Inndalen.

Bjerge dækker hele overfladearealet af Tirol, og det kommer til udtryk på en ganske varieret måde. Innfloden flyder på langs gennem delstaten og udgør således hovednerven gennem Tirol. Inn flyder gennem den dybe brudlinie mellem de Nordlige Kalkalper og Centralalperne, hvilket betyder at man nord for Inn finder forholdsvis lave bjerge, der dog slet ikke er uinteressante.
Længst i vest står Verwall-gruppen mellem Paznauntal og Arlberg, med et meget populært skiområde omkring St.Anton, men som også er et fortræffeligt vandreområde. Noget større er Lechtaler Alpen, som grænser op mod Allgäu og Tyskland, og mange af bjergene her er mere skarpt markerede, hvorfor disse bjerge også er et populært klatreområde, især blandt klatrere fra Sydtyskland. Næst følger Wettersteingebirge, som tirolerne må dele med Tyskland, og som i Zugspitze har Tysklands højeste bjerg. Karwendel byder på mange klassiske og forholdsvis lette bjergbestigninger og er et fortrinligt bjergvandreområde, og endelig slutter de Nordlige Kalkalper i Tirol af med Kaisergebirge, et forholdsvis lille område som dog er landskendt gennem over hundrede år for udfordrende klippeklatring.
Centralalperne syd for Inn indledes i vest med Silvretta, som trods bjergenes begrænsede højde alligevel har større gletscherflader, og hvor bjergene sine steder har nærmest vestalpe-karakter. Næst følger Ötztaler og Stubaier Alpen, som er forholdsvis homogene bjergkæder, med en central bjergstok langs grænsen til Italien med udbredte gletscherflader, og med 30-40 km lange parallelt løbende bjergkamme mod Inndalen. Her findes Tirols højeste bjerg Wildspitze, der med 3774m højde tilmed anses af visse for at være Østrigs højeste bjerg. På den anden side af Brennerpasset følger så Zillertaler Alpen, et andet populært massiv, også blandt danskere, der med udgangspunkt i den centrale dal har mange muligheder for både bjergvandring og bjergbestigning.
Afskåret fra resten af Tirol ligger så Osttirol, som derved bringer den tredie overordnede bjergkæde til Tirol. Osttirol ligger på sydsiden af Hohe Tauern, men er nok mest kendt for sine mange klatremuligheder og det milde klima, takket være beliggenheden på sydsiden af Alperne. Den vigtigste by i Osttirol er Lienz, og det er også Lienz der vil være det naturlige udgangspunkt for de mange klatreture der kan laves i Lienzer Dolomiten.
På nuværende tidspunkt har jeg lagt en del informationer ud om Pitztal i Ötztaler Alpen, og disse informationer vil blive udbygget med tiden, ligesom jeg i de nærmeste år forventer at lægge info ud om nogle af de øvrige bjergmassiver i Tirol.

Dalbeskrivelser i Tirol: Pitztal - med mange klassiske bestigningsmuligheder på både klippe og sne/is, med store højdeforskelle og et tæt netværk af hytter, der også giver gode muligheder for bjergvandring.



Interne links:

Bjergbestigning i Pitztal
Bjerghytter
Rutebeskrivelser
Egne bestigninger
Eksterne links:

Østrigs turistrepræsentation
Österreichischer Alpenverein
Dansk Bjergklub