Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Polleskogel
 
 Uploaded 29-04-07  

Polleskogel    3035m

Pollesfernerkopf og Polleskogel med Karleskogel i baggrunden set fra Wassertalkogel (N).

Polleskogel danner sammen med Pollesfernerkopf (3015m) og Südliche Polleskogel (3005m) den sydlige udløber af Wassertalkogel mod Pitztaler Jöchl. Blandt disse inferiøre bjerge er Nördliche Polleskogel det højeste, hvorimod Pollesfernerkopf gør sig bemærket ved sin markante NE-grat der falder af mod øverste Pollestal.

Førstebesteget: 1901 (S-graten)
Kort: AV-Karte Blad 30/5 Geigenkamm
Fører: RR Ötztaler Alpen

A) S-graten fra Braunschweiger Hütte. 1¼ time, L+, 276hm.
  Polleskogel kan uden problemer tages med ved en overskridning af Geigenkamm, men kan selvfølgelig også bestiges for sig selv.
  Fra Braunschweiger Hütte, 2759m, følger man stien mod NE, op over nogle brede klippeterrasser, til Pitztaler Jöchl, 3001m, ¾ time. Her begynder den egentlige Mainzer Höhenweg. Man krydser passet og stiger ned til venstre til man står nedenfor Südliches Pollesjoch. Her går den mest benyttede sti fra og fører ned til en af skiområdets parkeringspladser, men Mainzer Höhenweg holder til venstre og fører op gennem den stejle rende til Südliches Pollesjoch (hjælpereb). Mainzer Höhenweg traverserer nu W-flanken af Polleskogel, men for at bestige Polleskogel følger man i stedet graten mod N og når toppen af Polleskogel på få minutter, ½ time. Ialt 1¼ time i opstigning, ¾ time i nedstigning.

B) S-graten fra Rettenbachferner. 1 time, L+, 255hm.
  Polleskogel kan naturligvis også nås fra sommerskiområdet nedenfor Rettenbachferner, hvor man vælger denne tilgang.
  Fra Sölden med bil (afgiftsbelagt vej) eller bus til parkeringspladsen nedenfor Pitztaler Jöchl (2780m). Herfra følger man den markerede sti der fører op langs med foden af Polleskogels E-grat. I toppen af den lille morænedal holder man til højre og følger Mainzer Höhenweg op gennem den stejle rende til Südliches Pollesjoch (hjælpereb), ¾ time. Mainzer Höhenweg traverserer nu W-flanken af Polleskogel, men for at bestige Polleskogel følger man i stedet graten mod N og når toppen af Polleskogel på få minutter. Ialt 1 time i opstigning, ½ time i nedstigning.

C) Pollesfernerkopf fra Polleskogel. 20 min., L, 25hm.
  Fra Polleskogel kan man også uden problemer tage Pollesfernerkopf med, der dog ligesom de øvrige 3000'ere mellem Polleskogel og Wassertalkogel ikke kan betegnes som en selvstændig top.
  Fra Polleskogel, 3035m, stiger man mod NW ned ad graten mod Nördliches Pollesjoch, ca. 2990m. Her møder man kortvarigt Mainzer Höhenweg, men denne omgår også toppen af Pollesfernerkopf, så man bliver på graten og følger den til toppen af Pollesfernerkopf, 3015m. Regn med ca. 20 min. i hver retning.



Interne links:

Braunschweiger Hütte
Bjerghytter
Galleri: Mainzer Höhenweg
Bjergbestigning i Pitztal
Generel information om Pitztal
Eksterne links:

Braunschweiger Hütte
Turistinformation Pitztal
Udsigtsplatforme Bergbahnen Sölden