Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Sonnenkogel
 
 Uploaded 29-04-07  

Sonnenkogel    3170m

Wassertalkogel til venstre og Sonnenkogel til højre set fra Puitkogel SE-grat (NE).

Sonnenkogel er en nydelig klippepyramide på den sydligste del af Geigenkamm, ikke så bemærkelsesværdigt et bjerg men ikke desto mindre et selvstændigt bjerg, til forskel for de tre toppe længere sydpå langs Mainzer Höhenweg. Bjergvandrere på denne højdesti kan derfor med fordi tage Sonnenkogel med, nu man alligevel er i området.

Førstebesteget: 1872 (S-graten)
Kort: AV-Karte Blad 30/5 Geigenkamm
Fører: RR Ötztaler Alpen

A) S-graten fra Rüsselsheimer Hütte. 5½ time, WS-, I°, 847hm.
  Denne rute følger den markerede Mainzer Höhenweg på langt det meste af strækningen og afviger kun fra denne på det sidste kvarter.
  Fra Rüsselsheimer Hütte, 2323m, følger man stien mod E, drejer til højre ved vejviseren, og stiger op i Weissmaurachkar, hvor man med en spændende udsigt til Puitkogel følger en gammel sidemoræne op til Weissmaurachjoch, 2959m, 2 timer. Nu stiger man ca. 100 højdemeter op over Puitkogels NE-grat forbi to markeringsstænger, derefter holder man højden mod venstre til Grubigkarleswand. Denne grat overskrides i en lille scharte (markeringsstang) og på den anden side følger en stejl men kort nedstigning til Nördliche Puitkogelferner, sikret med stålkabler. Man krydser gletscheren i ca. 3000m højde, fortsætter tværs over en bred udløber af Puitkogel og stiger så ned gennem en 30m lang og stejl rende til Südliche Puitkogelferner (sikringskabler). Denne gletscher krydses med svag nedstigning, og man når nu frem til endnu en udløber, der deler øvre Silberkar i to. Også denne udløber samt en efterfølgende lille klippegrat overskrides (stålkabler) og man når nu frem til en lille unavngivet gletscher NE for Sonnenkogel. Denne gletscher krydses, således at man passerer lige nedenfor Sonnenkogels E-grat (alt efter gletscherstand evt. ved overskridning af også denne grat). Nu holder man mod W og stiger på bagsiden af Sonnenkogel op til passet mellem Sonnenkogel og Wassertalkogel, ca. 3120m, 3 timer. Først her forlader man Mainzer Höhenweg og stiger mod nord op over Sonnenkogels sydgrat, bestående af store klippeblokke (I°), til højeste punkt, ¼ time. Ialt 5½ time i opstigning, 4½ time i nedstigning.

B) S-graten fra Rheinland-Pfalz Biwak. ½ time, WS-, I°, 924hm.
  Sonnenkogel kan også bestiges som en kort smuttur fra Rheinland-Pfalz bivuakken, her må man regne med 1-1½ time frem og tilbage.
  Fra Rheinland-Pfalz Biwak, 3247m, følger man Mainzer Höhenweg mod N, ned over Wassertalkogels N-grat, til passet mellem Sonnenkogel og Wassertalkogel, ca. 3120m, ¼ time. Her forlader man Mainzer Höhenweg og fortsætter mod nord op over Sonnenkogels sydgrat, bestående af store klippeblokke (I°), til højeste punkt, ¼ time. Ialt ½ time i opstigning, ¾ time retur.



Interne links:

Rüsselsheimer Hütte
Rheinland-Pfalz Biwak
Bjerghytter
Bjergbestigning i Pitztal
Generel information om Pitztal
Eksterne links:

Rüsselsheimer Hütte
Turistinformation Pitztal