|
Hinterer og Vorderer Brunnenkogel ved solopgang, set fra Wassertalkogel (NE). |
Vorderer Brunnenkogel
er 47m lavere end storebror i syd, men er et mere tilfredsstillende bjerg at bestige, idet toppen af Vorderer Brunnenkogel indtil videre er blevet forskånet for bjergbanebyggeri. Til gengæld må man leve med at udsigten mod specielt Wildspitze er delvist skærmet af Hinterer Brunnenkogel.
Førstebesteget: ukendt |
A) N-flanken fra Braunschweiger Hütte. 3 timer, WS, 634hm. Som på Hinterer Brunnenkogel er det også den gletscherklædte nordflanke der er den flotteste side af Vorderer Brunnenkogel. Ligeså gælder det for Vorderer Brunnenkogel, at hvis man i dag vil stige op over denne gletscher i fred og ro må man lave en tidlig start fra enten Braunschweiger Hütte eller en bivuak nær bjergstationen for Pitzexpress. Naturligvis kan man også lave denne rute som dagtur med bjergbanen, men i det tilfælde må man dele ruten med skiløberne. Fra Braunschweiger Hütte, 2759m, stiger man nedenom den efterhånden temmelig tilbagetrukne Karlesferner, og holder herefter mod SW, nedenfor Linker Fernerkogels brede NW-væg. Efter en kort march når man frem til Mittelbergferner, som man krydser i retning af den nederste stolelift under Grabkogel. Vel i land finder man let en sti, som fører op til bjergstationen for Pitzexpress, 2841m, 1 time. Hertil også på 8 min. med banen fra Mittelberg. Nu følger man først skiliften i retning mod Vordere Brunnenkogel, senere skipisterne selv, ind i gletscherbugten mellem Mitterkamm og Vorderer Brunnenkogel, indtil man står direkte nedenfor N-flanken af Vorderer Brunnenkogel, ca. 3200m, 1 time. Her forlader man skipisterne, og idet man tager sig i agt for gletscherspalterne stiger man skråt mod venstre op over N-flanken, således at man rammer Vorderer Brunnenkogels korte E-grat lidt til venstre for toppen. Nu op over den lette grat til højeste punkt, ¾ time. Ialt 3 timer i opstigning, 2 timer i nedstigning. B) S-graten fra Braunschweiger Hütte. 2½ time, WS-, 634hm. Denne rute er den letteste og hurtigste på Vorderer Brunnenkogel, men ikke den mest spændende, idet man stort set følger skipisterne hele vejen til toppen. Denne rute giver dog en let mulighed for at bestige begge Brunnelkögel på samme tur, ligesom det med anvendelse af gondolbanen fra Hinterer Brunnenkogel giver den hurtigste nedstigning fra bjerget. Fra Braunschweiger Hütte, 2759m, følger man rute A) frem til bjergstationen for Pitzexpress, 2841m, 1 time. Hertil også på 8 min. med banen fra Mittelberg. Nu følger man skipisterne mod WSW, senere SW, op over Brunnenkogelferner. Denne gletscher havde tidligere ry for at være ganske spalterig og skulle betragtes meget seriøst, men skipisterne har i dag gjort opstigningen til en spadseretur, fuldstændig blottet for al form for spænding. Skipisterne fører op mod en bred sadel i Hinterer Brunnenkogels NW-grat, men i ca. 3100m forlader man skipisterne mod højre og stiger ad et bredt gletscherbånd op til det laveste punkt mellem de to Brunnenkögel, 3341m. Herfra på få minutter op over den lette grat mod højeste punkt på Vorderer Brunnenkogel, 1½ time. Ialt 2½ time i opstigning, 2 timer i nedstigning. Variant: Ved overskridning mellem de to Brunnenkögel holder man sig hele vejen på forbindelsesgraten; overskridningen tager ca. ½ time hver vej. |
Braunschweiger Hütte Bjerghytter Bjergbestigning i Pitztal Generel information om Pitztal |
Braunschweiger Hütte Turistinformation Pitztal Pitztaler Gletscher |