Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Wazespitze N
 
 Uploaded 29-04-07  

Wazespitze N    3533m

Wazespitze set fra Parstleswand (NE).

Wazespitze er utvivlsomt det mest imponerende af Kaunergrats mange bjerge. Ikke alene er det det højeste bjerg på Kaunergrat, det er også et bjerg af vestalpe-karakter som påkalder sig opmærksomhed overalt i den sydlige del af Pitztal. Desværre har den globale opvarmning i de seneste ti år gjort en bestigning både vanskeligere og mere risikabel.

Førstebesteget: 1869 (Gletscherweg)
Kort: AV-Karte Blad 30/3 Kaunergrat
Fører: RR Ötztaler Alpen

A) E-gletscheren (Gletscherweg) fra Kaunergrat Hütte. 4 timer, WS+, II°, 722hm.
  Den klassiske og måske den flotteste rute på Wazespitze, en rute som bevæger sig op gennem den smalle og snoede E-gletscher og slutter af med en flot klippegrat. Desværre gør gletscherens tilbagetog med tiden adgangen til selvsamme vanskeligere, ligesom bergschrunden i toppen ofte bliver uoverskridelig sidst på sommeren. Denne rute bør derfor ikke laves for sent på sommeren, og det anbefales kraftigt at forhøre sig om de aktuelle forhold på gletscheren inden man påbegynder denne rute.
  Fra Kaunergrat Hütte, 2811m, krydser man moræneryggen mod S og følger stien nedenom Wazespitzes E-grat. På den anden side af graten holder man først højden nedenfor en smal, højereliggende gletscherarm og stiger herefter op til en bredere gletscherarm, der fører ned langs nordsiden af E-graten på Wazespitze sydtop, 1 time. Man finder en vej op over den stejle gletschertunge, der som oftest består af blåis (en abseilbolt i klippen kan lette en abseil under nedstigningen), og holder herefter mod højre, nær det lille klippeparti mellem de to gletscherarme. De to gletscherarme mødes i ca. 3000m og herefter følger et fladere gletscherparti som man krydser tværs over. Det næste stejle gletscherparti bestiger man i venstre side (S), og herefter holder man op mod scharten mellem Wazespitzes to toppe. Denne scharte nås ved at stige direkte op gennem en glat coulour, 3432m, 2 timer. Herfra følger man klippegraten mod N (II°). Et stort tårn på graten kan evt. omgås til højre (E), men ellers følger man gratkanten til højeste punkt, 1 time. Ialt 4 timer i opstigning, 3½ time i nedstigning.

B) E-graten fra Kaunergrat Hütte. 4 timer, ZS+, IV°, 722hm.
  Med tiltagende vanskeligheder ved at bestige Wazespitze over gletscheren har E-graten på det senere fået stigende popularitet, selv om der her er tale om en noget vanskeligere rute. Påtænker man at stige ned over gletscherruten skal man naturligvis også checke denne rutes forhold inden man giver sig i lag med bjerget. E-graten er for det meste II°, har to reblængder III° og en nøglepassage på IV°.
  Fra Kaunergrat Hütte, 2811m, krydser man mod S i retning af SE-væggens markante snerende. Indstigningen til E-graten befinder sig ved en hvid mindetavle, der kan ses fra hytten, ½ time. Man stiger mod venstre op over klippebånd der fører frem til en kant, og man følger denne kant, senere en grusrende, mod højre til et klippefremspring. Her fortsætter man ikke mod venstre, men stiger i stedet direkte 8m op over en stejl væg (IV°, bolt). Efter væggen stiger man 30m op gennem en rende, hvorefter man holder til venstre ud til selve graten, 1 time. Man følger nu graten frem til et stejlt trin i rødlig klippe. Her stiger man op til højre mod en sænkning og frem til en rød pil, der viser til venstre mod graten. Man følger pilens retning ad klippebånd og gennem en vanskelig rende frem til gratkanten igen, 1 time. Nu følger man stort set gratkanten i interessant klatring. De forskellige grattårne kan omgås til venstre eller højre, idet man undgår at komme for langt ud i den løse NE-væg. Man kan naturligvis også vælge at overskride grattårnene, hvilket gør klatringen sværere. Det sidste grattårn omgås i NE-væggen, hvorefter følger man gratkanten til toppen, 1½ time. Ialt 4 timer i opstigning.



Interne links:

Kaunergrat Hütte
Bjerghytter
Bjergbestigning i Pitztal
Generel information om Pitztal
Eksterne links:

Kaunergrat Hütte
Turistinformation Pitztal