|
Fem minutter over otte var der afgang, og efter at have rodet lidt rundt på klippeblokkene og sneen, der efter regn- og frostvejr nu var hård som bare, kom jeg endelig op på Glacier du Milieu. Der var ikke noget specielt tydeligt spor, men sådan som spalteområderne lå, var det entydigt hvordan vejen op var, og nu kunne det gå hurtigere frem. På mindre end to timer nåede jeg op til bergschrunden i ca 3500m. Nu var gletscheren efterhånden blevet temmelig smal, næppe mere end et par hundrede meter bred, og klemt inde mellem stejle klippevægge. Bergschrunden blev nået, og nu stod så den sværeste etape for tur. Herfra var der 400hm op til toppen, hvilke blev absolveret over en stejl sne/firnflanke, som ifølge føreren skulle være op mod 45-50° stejl. Det så dog ikke så svært ud, og sneen virkede god, men solen var i fuld færd med at strække sine grådige fingre ud over væggen, så det gjaldt om ikke at spilde tid. De andre reblag som havde sat Aiguille d'Argentière som mål var allerede på vej ned, og jeg mødte de fleste ved bergschrunden. Jeg parkerede rygsækken under bergschrunden og fortsatte op i væggen med det vigtigste i lommen. Det skabte lidt opsigt da jeg startede op solo og kun i mit MountainSuit, men det animerede mig blot til at sætte farten endnu mere op. Om det var fordi det ikke var så svært alligevel, eller jeg havde angst for solens stigende indflydelse på sneens kvalitet, ved jeg ikke, men jeg nåede i hvert fald de 400hm på 58 minutter, en strækning som føreren angiver til 1½-2 timer, og jeg kan ikke benægte jeg var en lille smule stolt af mig selv. Jeg havde dog ikke så megen lyst til at blive der længe. Solen havde nået ruten under min opstigning, og jo længere tid der gik inden jeg steg ned igen, jo vanskeligere ville forholdene blive. Syv minutter blev jeg på toppen, så ville jeg ikke udsætte det længere og påbegyndte nedstigningen. Sneen var allerede begyndt at blive blød, men ikke mere end at jeg stadig havde godt bid med jernene. Ligesom på Tacul antog jeg at problemerne var større end de i virkeligheden viste sig at være, og jeg følte jeg havde styr over situationen, så meget at jeg end ikke skiftede isøksehånd når sporet zigzaggede ned over bjergsiden. Efterhånden som bergschrunden nærmede sig kunne jeg så småt glæde mig over en vellykket bestigning. Bergschrunden var den sidste hurdle, da det viste sig umuligt, ovenfra at vurdere hvor det var bedst at krydse den, endsige hvor meget den hang over på det aktuelle sted. Jeg kom dog til sidst over, måtte springe et par meter ned på det stejle runout hvor jeg trimlede yderligere nogle meter inden jeg kom til standsning. Måske ikke videre elegant, men jeg kom da over. For øvrigt var overgangen yderligere tre meter til højre.
|
Dansk Bjergklub
