|
Min seks uger lange sommerferie sydpå begyndte så småt at lakke mod enden. Jeg havde ganske vist ikke fået besteget Weisshorn som jeg havde håbet på, men jeg havde dog overskredet Liskamm og Dufourspitze, og det var jeg mindst lige så tilfreds med. Som afslutningstur og for at bekræfte vores venskab blev vi enige om at lave endnu en tur sammen. Jeg selv havde håbet på en overskridning af Adlerhorn og Strahlhorn, men til sidst enedes vi om Allalinhorn og derfra traversere over Feechopf for til sidst at snuppe Alphubel med, og derved blev det. Så måtte Adlerhorn vente til en anden god gang. Turen frem og tilbage var over 49 km, og for overhovedet at komme til bjerget måtte vi først over i Täschdalen, så vi startede ud på den lange tilgang dagen forinden, og efter en hyggelig vandring nåede vi Täschhytten, det sidste stykke i et opskruet tempo hvor vi overhalede dem som var kommet i bil op. Det var nu sidst på sommeren, og solen lod vente på sig om morgenen, så det første lange stykke fra hytten op til gletscheren måtte vi gå med pandelampe, men til sidst blev det lyst nok til at vi kunne gå uden. På denne tur fik jeg min eksamen. Hidtil havde jeg altid kun ført kortere etaper når jeg var på tur i det højalpine, men på denne tur førte jeg hele distancen fra start til slut. Allalinhorn bliver kun sjældent besøgt fra Täschsiden, og det bliver normalt besteget fra Fee, så vi havde ruten for os selv. Efter overvindelse af SW-graten kom vi op på sporet fra Fee, og resten var der ingen ben i.
|
Guide Allalinhorn
