|
Alphubel er efterhånden blevet et af mine favoritbjerge. Dels fordi ruten ad SE-graten giver en god fornemmelse af at være højt på et bjerg, samtidig med at ruten er objektiv sikker. Men også fordi der ligger en fremragende bivuakplads i Chummibodmen ved det sidste græs før gletscheren, kun få timers opstigning fra Täschalp. Den bivuakplads havde jeg benyttet i 1990 da jeg besteg Alphubel sidst, og nu hvor jeg skulle introducere en en mine løbekammmerater til bjergene var det nærliggende at gentage succesen. Denne gang tog jeg dog teltet med, og herudover masser af gode sager, faktisk så meget at vi ikke kunne spise desserten. Uden at Robin vidste af det smed jeg den i stedet i sækken til morgendagens tur. Men vi var ikke alene på bjerget, da Bo og Jette, som jeg kendte fra Mera Peak året før, tilfældigvis havde sat sig samme bjerg og bivuakplads som mål. De startede dog før Robin og jeg, til gengæld havde vi fornøjelsen af at være ganske godt gående på opturen. Vi kom begge fra et femdages orienteringsløb i Frankrig og var i god form, faktisk i så god form at vi overhalede en guidet gruppe på vej op over den stejle grat. Og deres øjne var ved at trille ud, da jeg på toppen åbnede min rygsæk og fremdrog den 3,6kg ananas med top som jeg havde slæbt op. Toppen af Alphubel er jo ganske flad, så det kan være svært at finde højeste punkt, så derfor gav jeg bjerget en (ananas)top, og delte rundhåndet ud af frugten til alle på toppen. En rigtig god tur.
|
Guide Alphubel
