|
Fra bergschrunden kan man dele ruten ind i tre dele: fra 3200m til 3400m hælder ruten 51° og man følger bunden af couloiren. Fra 3400m til 3700m er ruten stejlest, og her hælder den 55°. Her fortsætte man i bunden et stykke endnu, men holder herefter gradvist mere og mere mod højre indtil man når calotten på Verte ovenfor det klippeparti der adskiller Couturier fra Cordier. Sidste del fra 3700m til toppen i 4122m er mere moderat med 45° og er som regel med god sne der dog kan frembyde lavinefare. Men foreløbig gjaldt det om at komme opad. Vi kom over bergschrunden og dappede op langs den bræmme som Martin havde lagt spor over dagen i forvejen. Der var dog ingen spor at følge, da en kraftig spindrift strømmede ned over væggen og slettede alle spor. Det var som at stirre ind i et vandfald, og det eneste tegn på at væggen ikke selv bevægede sig var de fire punkter hvor mine hænder og fødder forsvandt ind under forhænget. Det var ret underligt at klatre i det uden at se hvad det var, isøkser og steigeisen bed sig fast i, men jeg sørgede bare for at følge lige i hælene på Martin og fortsætte deropad. Foreløbig gik det ganske udmærket. Selv om vi endnu ikke havde set den var sneen åbenbart ganske god, og da ingen af os følte trang til at sikre eller blive sikret holdt vi os bag hinanden deropad. Et kort øjeblik blev jeg forvirret da Martin sagde at vi var midt i gang med couloiren. Pga spindriften havde jeg ikke bemærket da vi forlod den lille bræmme og fortsatte op ad væggen. Det var egentlig en underlig måde at lave en bjergtur på. Det var stadig buldermørkt, og sigten var indskrænket til de par kvadratmeter firnoverflade pandelampen kunne lyse op. Godt nok vidste jeg hældningen var 51°, men sjovt nok virkede det ikke specielt stejlt på mig, og jeg følte fuld tillid til at fortsætte sådan solo. Spindriften ophørte efterhånden, og jeg kunne se at det var en fast vindpakket ugegammel sne, der nærmest havde konsistens som god uopblødt sommerfirn. Et skridt i den sne trængte omkring 15cm ind, så det var nærmest som at klatre på en lang stejl trappe. Efter tre timer i væggen var min pandelampe nu så småt begyndt at opgive ævred og jeg kunne ikke se mere end 2-3m frem. Samtidig blev vi enige om at drikke vores vandforråd op. Vi havde vel godt ti graders frost i væggen, og det kunne ikke vare længe inden vores vandforsyning frøs til is. Vi havde nu nået det punkt hvor vi skulle forlade couloirbunden og trække mod højre, og dermed bevægede vi os også væk fra den gode sne da vi nu med hyppige mellemrum skulle krydse nogle isbånd som løb lodret ned over væggen. De var sjældent mere end tre-fire meter brede, men det var for så vidt slemt nok. På et tidspunkt blev jeg lidt anspændt da jeg kom til et af disse isbånd, og modsat de tidligere kunne jeg denne gang ikke se sneen på den anden side, så nu ville jeg gerne have vi begyndte at sikre. Martin berologede mig dog ved at han kunne se sne 5m på den anden side. Efter at have lavet det brede bånd følte jeg mig mere sikker, og jeg syntes efterhånden jeg kunne se en ende på de 500m. Sporet førte nu hen og passerede nedenunder den nederste sérac på calotten, og netop som solens første stråler spillede hen over bjergtoppene på den anden side af dalen nåede vi det lille sadel der adskiller Couturier fra Cordier. Klokken var nu kvart over otte og vi havde været i gang fra bivuakken i seks timer. Men selv om vi manglede knap halvdelen af ruten skulle vi nok kunne klare den. Nu havde jeg så håbet det blev bedre da det øverste parti efter føreren skulle være sne hele vejen. Men nej, snydt igen, da det viste sig at være is stort set hele vejen igennem. Den smalle grat udvidede sig hurtigt, og snart var vi oppe på selve calotten, en konturløs isflanke hvor toppen lå lige deroppe. Martin kom efterhånden 20-30m foran mens jeg og mine lægge sakkede bagud. På et tidspunkt vendte Martin om og kom ned mod mig og foreslog vi skulle påbegynde nedstigningen. Der var stadig langt til toppen, så det ville nok tage mindst 2-3 timer inden vi var oppe, og så ville det være for sent at nå ned igen. Så måtte jeg fortælle ham at det snarere var reglen end undtagelsen når danskere hernede måtte bivuakere i ruterne."Dagens mål skal ikke hedde Talèfregletscheren, vi skal stile efter at nå passet mellem Aiguille Verte og Grande Rocheuse", for foden af hvilken man kunne ane passet og så ud til at være kun 3-4 reblængder væk, selv om vi vidste bedre. Martin lod sig let overtale, og for en sikkerheds skyld overtog jeg føringen. Det er utroligt så mange kræfter man får når en turs gennemførsel pludselig bliver afhængig af én selv. Efter en lille time nåede jeg til den sidste spalte under toppen. At banke en isøkse lodret op gennem en overhængende snevægte for at komme over virkede underligt, men det virkede, og det var det vigtigste. Og så begyndte det pludselig at gå stærkt. Nogle småklipper under toppen tog pludselig hele udsynet, så var de under os, og så forsvandt sporet over en kant til venstre. Jeg stak hovedet over kanten - og missede kraftigt med øjnene. "To meter til toppen" råbte jeg til Martin, og så var han pludselig også oppe.
|
Artikel: Couturier
