|
Vi var rimeligt hurtigt ude af fjerene da vækkerne kimede, men alligevel gik der næsten to timer inden vi var startklare, på hvilket tidspunkt vi kunne se de første lys komme op fra Refuge des Ecrins. Vi var dog rimeligt godt gående og nåede hurtigt hen under flanken. Her tog vi reb på og gik så i gang med bjerget. Opstigningen var såmænd simpel nok og sporet absolut ikke til at tage fejl af - flere steder var det fræset ned i over en halv meters dybde. Vi steg op over flanken i et ganske jævnt tempo. Snart havde vi indhentet de to som var foran os og var hermed forrest på bjerget. Det blev også lysere og åbenbarede en sjælden smuk morgen som vi måtte dele med hverandre. Vi var nu i knap 4000m og solen var netop stået op, så vi havde masser af tid. Over os strakte sig en stejl sneflanke sig de henved 70m til topgraten, og den mente vi nok vi kunne klare. Vi tog reb på og jeg sendte Per afsted, bevæbnet med vores samling af sneankre til at sikre turen op. Per klarede det udmærket, og efter en stund var vi oppe på topgraten. Til min overraskelse var graten primært klippe, faktisk udelukkende klippe, som jeg snart fandt ud af, så vi lod økse og jern blive liggende og klatrede videre bare i støvler. Det var naturligt at jeg overtog føringen nu. Ikke blot fordi det moralsk var min tur, men også fordi at jeg (måske for første gang i al den tid jeg har været i Alperne) var den mest erfarne i klippe! Det gav hele turen en anden dimension, og det havde jeg det utroligt godt med. I nærheden af Pic Lory, en mellemtop på graten, var der et indsnit på nogle meter som bød på ganske spændende klatring. Ikke svært, men det bringer altid pulsen lidt op at klatre ned over ukendt terræn med et par kilometer ingenting under røven. Jeg sikrede Per over og bagefter udbrød han spontant at han lige havde overstået sin manddomsprøve! Og man må sige graten var eksponeret. Jeg havde forventet en jævn sydflanke på samme måde som nordflanken, men den faldt overraskende stejlt af, vel henved 70-75° og stoppede først ved Glacier Noir langt langt nede. Jeg var derfor yderst tilfreds da vi til sidst nåede op til højeste punkt. Det er ganske rigtigt når guidebogen skriver at der ikke findes nogen nem vej til Barre des Ecrins, men vi havde lavet en rute som lige præcis passede til vores forudsætninger: den var let nok til at den var realistisk mulig, men samtidig svær nok til at vi ikke fik toppen forærende men måtte arbejde for føden. Det giver også en helt anden tilfredshed med turen, og jeg må sige at det er længe siden jeg har lavet en bestigning som jeg var så glad for. Snart efter var vi på vej ned igen. Vi kom over Pic Lory og gennem scharten uden problemer og nåede overraskende hurtigt ned til vores isgrejsdepot. Jeg kunne godt mærke at vi var ved at vænne os til at være i klippe, men nu har vi det sidste døgn også klatret mere klippe end det sidste halvandet års tid. Vi tog jern på igen, men fortsatte videre ned ad graten som nu blev mere og mere snelagt. Der var dog klippe nok til at give en god lektion i klippeklatring med jern på.
|
Dansk Bjergklub
