|
Sidst på eftermiddagen den 17. juli startede jeg ud på, hvad der senere skulle vise sig at blive min hidtil mest omfattende sommertur til Alperne, og derved kom hele sommerferien til at stå i Alpernes tegn. Erik og Jan var i forvejen taget til Göschener Tal i Urner Alpen, som skulle være vores fælles basecamp den næste uges tid, og da jeg kom dertil dagen efter havde jeg allerede fastlagt den næste dags program, således at jeg fik gennemført min første bjergtur mindre end 24 timer efter at jeg var ankommet til vores basecamp. Således blev jeg kastet hovedkulds ud i endnu en klatretur, men til forskel fra Brüggler og Untersberg var det ikke kalk, men rå og brutal granit, som Bergseeschijen sydgrat bød på. Egentlig burde jeg være vant til granitten, men det tog mig da et par reblængders tid inden jeg blev nogenlunde dus med klippen, og det er jo praktisk når de to første reblængder samtidig er rutens sværeste og fører op over et par stejle vandskurede slabs, hvor snart sagt alle trin var friktion og greb var noget man måtte tænke sig til. Vi var tre i rebet, og derfor var det ikke specielt let at skifte førstemand efter hver reblængde som man normalt gør; i stedet førte Jan den første halvdel af ruten, mens Erik tog resten. Således kom jeg ikke til at føre noget som helst, men det var vist godt det samme, da jeg ikke følte mig specielt i humør til at føre før jeg havde vænnet mig helt til klippen. Efter de to første reblængder begyndte der efterhånden at dukke flere greb op, og til sidst syntes jeg nu at det bare var at vade op - det viste sig også at vi netop nu befandt os i et par II°-reblængder. Efterhånden som vi kom op og ud på gratkanten fik vi mere luft under fødderne, men klippen var som boltet fast og solid som bare. Efter otte reblængder kom vi til niende og sidste reblængde hvor den såkaldte nøglepassage skulle befinde sig. Det var en glat platte som man skulle op over for at nå et riss godt to meter oppe. For at lette opstigningen var der sat en bolt i platten, og passagen var graderet til IV-° A0. For den som ønskede det kunne den også klatres helt frit og var da V-°. Jeg ønskede dog ikke at foretage for mange eksperimenter på de meget skrå brædder og valgte den halvt artificielle løsning. Fra udstigningen var der kun 20-30m hen til højeste punkt, men da Erik og Jan åbenbart havde haft nok i klatreturen var jeg nødt til at skrive os alle ind i bogen mens jeg tænkte mit. Nedstigningen ad østgraten var en let vandretur, der kun blev lidt sværere da vi fra passet mod Hochschijen skulle stige ned over sydflanken. Undervejs kunne vi kigge nærmere på Bergseeschijen Südwand som er ret flot, men ret svær, Vel nede igen var det blot at finde vej gennem de store blokmarksfelter tilbage til den sti vi havde fulgt op tidligt på morgenen.
|
Dansk Bjergklub
