|
Vi havde netop besteget Halserspitz, første top i vores planlagte to-bjergs overskridning og skulle nu fortsætte ad den lange grat mod Blaubergschneid, således at vi fik lavet en samlet gratbestigning af hele massivet Blauberge. Det blev en dejlig gratvandring, med dyb udsigt mod Tyskland til højre og Østrig til venstre, og ret foran os snesevis af bjerge, som langsomt fortonede sig i disen med afstanden. Graten var heller ikke her specielt svær, omend den godt kunne blive lidt tricky i de smalle passager når gratkanten var overbegroet med lavt enebærkrat, der gjorde sit bedste for at stå i vejen. En sådan eksponeret grat mange hundrede meter over dalbunden er ikke det bedste sted at snuble. Vi nåede dog frem til Blaubergschneid og fortsatte straks videre uden toppause - det var heller ikke til at sige præcist hvor højeste punkt var med alle de gratforhøjninger vi vandrede hen over. Vi nåede ned på den anden side, og Christoph havde egentligt regnet med at vi kunne nå at tage en tredie top, Schildenstein, med også, men da vi var ved at være i bekneb med tiden måtte vi hellere lade være. Nedstigningen mod nord blev ganske spændende, da vi skulle stige ned over en lang stejl flanke mod Wolfschlucht. Flanken var ikke det mest stabile klippe, men den var såmænd sikker nok, også fordi der var stålkabler der fulgte det meste af vejen ned. Jeg vænnede mig hurtigt til eksponeringen og havde det efterhånden ganske godt med det. Så uden vanskeligheder steg vi de stejle 500 meter ned i bunden af Wolfschlucht, hvorfra vi fulgte bjergbækken ud. Det var efterhånden ved at blive mørkt, og i vores hast for at nå ned til Wildbad Kreuth overså vi at vi skulle krydse bækken. Så da vi endelig efter en mindre omvej nåede ned til landevejen var den sidste bus netop kørt ti minutter tidligere.
|
Galleri: Dagtur til Mangfallgebirge
