Vi havde sat os for at gå langt op på Glacier de Moiry for her at lave et par af de mindre bjerge der lå oppe under Grand Cornier. Vi havde overvejet at bestige enten Dents des Rosses eller Pointe de Bricola, men helt så langt nåede vi ikke. Allerede fra starten var vi kommet i gang med en god snak om fremtiden for os i bjergene, og selv da vi fortsatte ud over gletscheren standsede vi ikke engang op for at tage reb på. Vi var så opslugt af vores snak at vi blot fortsatte og hoppede over de få spalter der var. Det var et uhyre smukt gletscherlandskab. Den megen nysne gav hele landskabet et helt jomfrueligt skær og gav sin ekstra facet til vores snak. Jeg følte mig lidt trykket over, ikke at være i særlig god form denne sommer, og forklarede det med at jeg synes det havde været svært at bevare motivationen til træning foråret over. Men samtidig måtte jeg også indrømme, at jeg her under denne snak gik midt i al den motivation jeg kunne ønske mig. For findes der noget bedre end at vandre gennem et flot bjerglandskab, sammen med en god makker og med kurs mod en spændende bjergtop? Næppe! Vi nåede ikke helt frem til de toppe vi havde sat os for, da tiden begyndte at blive knap. Vi skulle gerne nå den sidste bus tilbage til Zinal samme eftermiddag, så vi valgte at bestige Bouquetins i stedet, en overraskende flot top tæt under Grand Cornier og med en spektakulær udsigt mod de frygtindgydende vægge på Grand Cornier og Dent Blanche. En god top og en endnu bedre bjergsnak - og vi nåede at være tilbage i Zinal inden pubben åbnede.
|