Den store ekspedition til Makalu i efteråret 1997 var sat på skinner, og en stor del af året op til da gik med planlægning og forberedelse til turen. Vi havde en målsætning om at bestige tre firetusindere i løbet af året op til afgang, og da flere af os var kommet tilbage fra fællestræningsturen til Jungfraujoch uden en top måtte vi finde på andre metoder. Som et udslag heraf foreslog Erik Storm at vi tog en weekendtur til Zermatt for med lidt held at bestige Ober Gabelhorn. Der viste sig dog at være for meget sne til det formål, så for i hvert fald at få en top under fode var det nemt at falde tilbage på Breithorn. Jeg havde dog på nuværende tidspunkt besteget vesttoppen tre gange og ville derfor hellere bestige central- eller østtoppen som jeg endnu ikke havde været på, så vi aftalte at starte med vesttoppen og så fortsætte østover så langt vi kunne nå. Men på vej op ad flanken satte et teknisk uheld en stopper for de planer. Jeg havde mistet alt mit isudstyr under Mönchsjoch halvanden måned forinden, og var derfor taget på denne tur med en lånt isøkse og mine gamle kasserede steigeisen. Jernene viste sig nu at være knækkede, og efter at have tabt dem adskillige gange tog jeg dem af og fortsatte op uden. Det betød at jeg måtte afstå fra at gå på vesttoppen da graten var alt for iset til at gå uden jern, men centraltoppen kunne jeg dog lige snige mig op på da jeg med isøksen kunne hugge trin hvor det var for iset. Det giver jo også mere respekt for bjerget når det ikke bare er lige til at vade op på.
|