Nu er maj måned jo ikke det mest indlysende tidspunkt at bestige et bjerg som Breithorn på, og derfor kan det godt virke lidt underligt at jeg besteg bjerget her på denne dag i maj, præcis et år efter jeg sidst havde været på Breithorn, ganske vist på centraltoppen, men alligevel. Men forklaringen er den gode gamle om, at hvis ikke man kan komme op på andre bjerge kan man jo altid bestige Breithorn. For denne pinse var jeg som adskillige gange tidligere på dette tidspunkt taget til Gasenried, for over Riedgletscher at forsøge at komme op og bestige en af de flotte nordøstvægge på Nadelgrat. Og ganske som jeg plejer måtte jeg vende om med uforrettet sag fordi den megen sne gjorde det for vanskeligt at trænge op gennem dalen. Tilbage til start i Gasenried. Jeg var denne gang af sted med Anders Gimand og Allan Hilliger, førstnævnte for at prøve os af sammen med henblik på en kommende større tur, og sidstnævnte for at give ham en oplevelse af, hvad de virkelige bjerge var. Allan havde fået rigeligt oplevelser nok ved den bivuak vi måtte tage ovenfor Gasenried, men alligevel foreslog jeg at vi brugte vores sidste dag hernede for at få en top med hjem, og ved at lave Breithorn kunne også Allan få sin første 4000'er, eller bjerg overhovedet. Og da der ikke var andre mere interessante ture jeg kunne nå at lave med Anders blev det ved det. Alligevel havde vi en fin tur, for selv om Breithorn er et let bjerg bliver udsigten jo ikke ringere af det.
|