|
Med sommerens obligatoriske 4000-meters bestigning i hus kunne vi nu tillade os at tage det lidt mere roligt for en stund. Vi havde lyst til at se de velkendte bjerge fra en lidt anderledes vinkel og tog derfor til Saint-Luc, hvorfra vi med kabeltoget kunne køre op til Tignousa. Målet var Bella Tola, et kendt udsigtsbjerg i den nordlige del af Anniviers, og som blandt andet kan bryste sig af at have dalens nordligste gletscher. Fra Tignousa var der et par kilometers vandring hen over plateauet til foden af Bella Tola, og det var et noget uventet terræn, set i forhold til de stejle bjergsider vi var vant til omkring Zinal. Det var næsten som at være på fjeldet, at vandre over græsheden med klukkende vand her og der. Man skulle dog blot kaste et blik mod syd, mod de høje sneklædte bjerge omkring Turtmanngletscher, for at erfare at vi altså stadig var i Alperne. Det var en simpel dagtur, så det var med dejlig let oppakning. Dette inspirerede os til at holde et pænt tempo, især da vi skulle op over de stejle serpentiner på Bella Tolas SW-flanke, og jeg gjorde mit bedste for at gentage min temposucces på Oberrothorn to år tidligere. Hvilket også lykkedes, idet vi nåede toppen på blot to timer, en halv time under guidebogstid. Derved fik jeg en smule oprejsning igen efter vore langsomme ture på Bouquetins og Bishorn.
|
Guide Bella Tola
