For sommeren 2007 var hovedmålet at gennemføre en bestigning af Elbrus, Europas højeste bjerg, men når nu vi var kommet hele vejen til Kaukasus ville det være tåbeligt, blot at bestige Elbrus når der var så mange andre spændende bjerge omkring os. I de to uger vi var i Kaukasus havde vi basis i den lille by Cheget, og da der lige ovenfor byen var et et temmeligt populær bjerg, kaldet Cheget-Karabashi, var det nærliggende at begynde med det. Med lidt held kunne vi heroppefra få vort første indtryk af Elbrus på den modsatte side af dalen. Det første stykke vej op kunne vi køre med en lille stolelift med simple énmands stole. Bærekablet var af en noget tvivlsom kvalitet, men det skulle nok kunne holde et par dage endnu. Første etape bragte os op i skyerne, og da anden etape endnu ikke kørte fulgte vi den gode sti videre op. Efter en god halv time kom vi overfor skyerne og vi fik en fantastisk udsigt, ikke mod Elbrus, men mod Donguzorun som var uventet imponerende og nærmest af Himalaya-agtig karakter, til trods for at det kun var en 4000'er. Skyerne steg dog gradvist som solen fik magt, og vi forlod derfor stien og steg direkte op på E-graten for at få et blik mod Elbrus inden det lukkede til, og det lykkedes os også at få et første indtryk, selv om der allerede var en del skyer over bjerget. Til gengæld fik vi så også en fin bestigning op over den øvre E-grat, hvilket gav bestigningen af Cheget-Karabashi meget mere bjergkarakter end hvis vi blot havde fulgt stien op.
|