Navigation:    
Start  >  Bjergbestigning  >  Topliste  > Bestigning af
Chhukhung Ri
 Uploaded 29-03-18  

CHHUKHUNG RI    5377m
   Facts om Chhukhung Ri:
Område:Khumbu Himal, Nepal
Dato:1. november 1988
Rute:S-flanken fra lejrplads ved Chhukhung (4730m). Nedstigning samme vej til Chhukhung og videre op til lejrplads ved Pareshaya Gyab.
Tid:1¾h op, ¾h ned
Vejr:Koldt og klart vejr efter nattefrost.
Makker:solo Herunder:
Chhukhung Ri set fra stien op mod Imjatse    (SE). I baggrunden Lhotse sydvæg.
Andet:Første bestigning af en 5000'er
Guide:---

Alle anbefaler at man skal tage en hviledag i Nauche inden man går videre. I øvrigt bør man ikke stige mere end 3-500m pr dag, og siden Phakdingma har jeg nu steget over 2100m på tre dage, men det kan måske være jeg ikke er så modtagelig for højdesyge. En tysker jeg snakkede med var dog noget skeptisk overfor mit forehavende. Han mente at ingen kunne klare at bestige Island Peak uden først at have været på en 5000'er, så han anbefalte mig i stedet at gå op på det lokale husbjerg, Chhukhung Ri. Først affærdigede jeg ideen da jeg hellere ville tage mig god tid ind til basecamp, men ved nærmere eftertanke var ideen ikke så tosset. Det ville næppe tage mig mere end 3-4 timer at gå ind til basecamp, så der var jo masser af tid til overs. Endvidere siges det at man får den bedste akklimatisering ved at sove lavere end dagens højeste punkt. Jeg fik dog ikke gået mere end fem minutter inden jeg kom til, hvad der skulle blive det vanskeligste punkt på hele turen. De hårde frostgrader i nattens løb havde forvandlet bækken til overisede isskosser, uden mulighed for fodfæste. Jeg brugte nok et kvarter inden jeg fandt et sted jeg kunne komme over ved at hugge en sten fri og tage et langt spring. Herefter var resten af turen op problemfri. Der var tydelige stispor, og af og til sågar en røse. 5000m-grænsen blev snart krydset, og vegetationen blev endnu mere sparsom. Det var nu mest laver og mosser, selv om der af og til også var noget stridt græs. På mindre end to timer nåede jeg op til passet mellem Chhukhung Ri og P.5546, og otte minutter senere stod jeg på toppen af førstnævnte - min første bestigning af et bjerg i Nepal. Højdemåleren viste 5377m, så glædeligt overrasket kunne jeg konstatere at jeg havde gået de knap 600hm fra flodsengen til toppen på knap halvanden time, og en hastighed på 400hm/h havde jeg aldrig forestillet mig jeg kunne præstere i denne højde. Til trods herfor var min puls ved ankomst til toppen kun omkring de 100. Jeg blev på toppen en lille times tid, så var pulsen faldet til 80 og jeg steg ned. Mindre end en time senere var jeg nede igen og kunne få lidt lunch, og jeg fik den altid venlige hyttemor til at lave en gang nudelsuppe til mig. Sågar med påtår.



Ruten op over S-flanken på Chhukhung Ri set fra stien mod Pareshaya Gyab (SE). Kortudsnit (4 x 2,7 km) over ruten fra Chhukhung til toppen af Chhukhung Ri og retur.


Interne links:

Artikel: Solo Khumbu
Eksterne links:

Dansk Bjergklub