|
Himlen var begyndt at lysne i øst og stjernerne blev blegere da jeg forlod min bivuakplads. Det første stykke ad stien med pandelampen i beredskab, og snart nåede jeg gletscheren. Gletscheren var tør og frossen, så jeg kunne bare styre direkte mod Jardin de Talèfre som var startstedet for opstigningen. Det er nu en følelse helt for sig selv at gå op over sådan en gletscher, helt alene, og hvor den eneste lyd er det monotone kronsj-kronsj fra jernene. Jeg havde netop passeret nedenom Jardin du Talèfre og tog mig nu en kort pause, pakkede pandelampen ned og fandt isøksen frem i stedet. Herfra steg terrænet moderat op langs Jardin'en og gik efterhånden over i den couloir der steg ned fra Col des Droites, omkring 1000m højere oppe. Efter en god time i et fornuftigt tempo nåede jeg op til hvor couloiren smalner ind og dannede en dobbelt bergschrund. Talèfregletscheren lå nu langt under mig, og der så ikke ud til at være mere end nogle få hundrede meter tilbage til Tour des Courtes. Højdemåleren sagde dog noget andet. Jeg havde steget omkring 500m i løbet af den sidste gode times tid, så der var stadig 4-500m op til passet. Efter den dobbelte bergschrund som var ret let at krydse da sneen stadig var frossen blev hældningen stejlere og steg nu med 40-45°. Det var hårdt arbejde, men det gik da fremover. Den couloir jeg steg op i førte op under les Droites' sydøstflanke, men efter halvandet hundrede højdemeter fortsatte sporet videre mod højre for at krydse en sporn til den næste couloir som fører op til det rigtige pas. Denne opstigning har ry for at være lavinefarlig og udsat for stenslag fra Droites, og da jeg krydsede couloiren måtte jeg passere gennem en halv snes runneler dannet af nedfaldende materiale fra Droites. Til sidst nåede jeg op under Tour des Courtes og skulle nu traversere toppen af couloiren rundt om tårnet og op i passet. Her stejlede det op til omkring 50° og var ifølge føreren det mest delikate sted, men sneen var god, og selv syntes jeg at traversen af spornen var mere delikat. Jeg nåede op og snart kunne jeg mærke solen i ansigtet, men varmen forsvandt med det samme med en isnende vind der blæste over graten. Jeg fortsatte ad den rimeligt stejle grat som heldigvis ikke var overvægtet, til toppen som jeg nåede en halv time senere. Glad for at jeg ikke skulle samme vej ned? Næ, den vej jeg havde tænkt mig at stige ned så absolut ikke let ud. Fra den snegrat jeg havde gået på skulle jeg forsætte over klippe, overskride Aig. Chenavier og klatre udenom Aig. Croulante og Aig. que Remue. Det var nok ikke så svært, men at klatre i klippe alene var altså ikke rigtig noget som stod til mig, og så kan man kalde mig en kryster om man vil; jeg valgte at holde på det sikre og stige ned samme vej som jeg kom op, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
|
Dansk Bjergklub
