|
Sommeren 1998 tegnede til at blive en ganske tynd kop the. Sammen med min gamle skolekammerat Ole var vi taget i bil til Alperne for at forsøge at lave noget bjerg sammen, men hver gang vi nåede frem til et område blev han grebet af rastløshed. Med det resultat, at vi snart kørte videre til et nyt område uden at have gjort blot et enkelt forsøg på at bestige et bjerg. Undervejs byggede gnidningerne sig op, og til sidst tog han sit gode tøj og bilen og kørte sin vej, efterladende mig i Zinal. Og Zinal er jo en udmærket bjergby at feriere i, men det er lidt begrænset hvor mange toppe man kan lave solo herfra. I stedet koncentrerede jeg mig om det nært forestående bjergløb Sierre-Zinal, et af de flotteste bjergløb i Schweiz, som jeg havde deltaget i seks gange tidligere. En af mine faste træningsture gik på at løbe hele vejen op fra campingen til svævebanestationen på Sorebois, en samlet opstigning på 763 højdemeter og uden at måtte ned at gå undervejs. Det lykkedes fint, og da jeg stadig følte mig frisk da jeg nåede Sorebois fik jeg den impulsive idé at fortsætte ad stien op mod Corne de Sorebois, for at se hvor længe jeg kunne holde den kørende. Det holdt indtil 2600m, så var kombinationen af stiens hældning og den tyndere luft for stor en belastning, så jeg nu måtte ned at gå. Nu var jeg dog kommet så højt at jeg valgte at fortsætte, og jeg nåede således toppen af Corne de Sorebois på denne smukke sommeraften. Der var dog langt ned, så med mit tynde løbetøj nåede jeg at blive godt og grundigt kold inden jeg efter godt tre timer på bjerget endelig var nede ved campingen igen.
|
Guide Corne de Sorebois
