|
Da vi forlod morænen og skulle ud på gletscheren kunne jeg konstatere at min ene steigeisen var brækket delvist igennem og kun hang sammen i den ene stiver, så efter at Martin havde accepteret mit forbehold for at vende om hvis den knækkede helt igennem fortsatte vi op over gletscheren. Gletscherbruddet uder Tête de Valpelline var dog heldigvis ganske uproblematisk, så vi nåede snart op på Glacier des Grandes Murailles. Vi passerede nedenfor opstigningen til Tiefmattenjoch, men Christoph havde frarådet os at gå den vej da klippen var ekstrem løs der. Under Dent d'Hérens' sydvestflanke var der endnu et isfald, og da det så lige lovlig stejlt ud fortsatte vi mod syd for at omgå isfaldet den vej. Det var godt nok en større omvej end jeg havde forestillet mig, men til sidst stod vi under Col des Grandes Murailles så vi kunne fortsætte ned mod bergschrunden under sydvestflanken. Flanken hældte omkring 50° og var en idel blanding af sne og klippeblokke med lidt is hist og her. Sikringer ville være næsten umulige at lave, men da vi ikke var i reb var det jo lige fedt; mindre brød jeg mig om den meget klippe vi skulle klatre med jern, for jeg kunne jo ikke vide hvornår mine jern definitivt gav op. Men vi nåede da til sidst op til vestgraten og noget nemmere terræn. En iset sneflanke førte op til punktet hvor vest- og nordvestgraten mødtes. Toppen var en rigtig snydetop. Bedst som man troede man var oppe kom der endnu et punkt som var højere, men vi gav da ikke hive rebet frem for den smule, selv om vi nok burde have gjort det. Til sidst nåede vi højeste punkt, en lille fin og ganske eksponeret snegrat. Jeg havde ikke særlig meget til overs for toppen på grund af min vedholdende kvalme pga væskemangel de foregående dage, alligevel var jeg ganske tilfreds da det fra nu af gik nedover, tilbage mod hytten. Men selvom jeg var temmelig afkræftet havde jeg sanserne i behold. Skyerne kom hurtigt op fra Italien, alt for hurtigt efter min mening, og da klokken kun var halv elleve havde jeg på fornemmeren at der var noget i gære, og at vi hellere måtte se at komme ned herfra hurtigst muligt. Vi nåede knap ned til sneen under fortoppen inden skyerne hvirvlede omkring os og reducerede sigten til ti-tyve meter. Det gjorde det ret så vanskeligt at finde det sted hvor vi skulle forlade vestgraten og svinge ud i sydvestflanken, men efter at have trisset lidt op og ned lykkedes det til sidst. Nedover fandt vi en noget bedre vej end den vi gik op, og overraskende hurtigt var vi nede ved bergschrunden. Nu manglede vi blot den store omvej mod syd inden det bar ned mod hytten, men det gad vi simpelt hen ikke. Det lykkedes i stedet at finde en vej ned gennem en couloir på nordsiden af isfaldet, og selvom den var noget stejlere end den anden vej gik det jo hurtigere ned. Til sidst nåede vi ned på den flade gletscher. En time ned over gletscheren og en halv over morænen, og vi var tilbage ved hytten igen.
|
Dansk Bjergklub
