|
Snart stod vi i sadlen under Dôme de Neige. Vi var nu temmelig tørstige; det var seks timer siden vi forlod vor rygsæk under bergschrunden, og i al den tid havde vi intet fået at drikke. Jeg foreslog at gå ned og hente sækken for så at gå op på Dôme de Neige for et længere break, men Per ville det hellere omvendt. For Dôme de Neige - den top som 90% af Ecrins-bestigerne lader sig nøjes med - ville vi også have med, og det var slet ikke fordi den lige var over 4000m eller...? Ti minutter op, fem minutter på toppen og et kvarter senere var vi tilbage nede ved rygsækken. Vi tog en drikkepause men fortsatte snart videre ned da vi kunne mærke at sneen var ved at blive blød. Ti minutter i tre var vi tilbage ved teltet og Per myldrede straks ind for at knalde brikker mens jeg blev ude for at koge bouillon, the og andre gode sager. Jeg kunne egentlig også have klaret en time eller to, men nogen skulle jo passe på den lille hvæser. Om aftenen blev vi enige om, definitivt at droppe Barre Noire for denne gang. Efter den fantastisk fine tur på Barre des Ecrins i dag havde jeg svært ved at se hvor jeg skulle hente gejst til at gå i gang med den couloir. Det skulle da lige være hvis Per besluttede sig til at gøre alvor af sine skumle planer om, måske at soloe den i morgen tidlig. I det tilfælde kan jeg ikke forsvare over for mig selv, ikke at gå med, for selv om jeg ikke har den store lyst i øjeblikket vil den fortsat være en af mine drømmeruter. Blot en anden gang. Og da vi enedes om at sætte vækkerne til kl.6 næste morgen var den sag afgjort.
|
Dansk Bjergklub
