|
Efter bestigningen af Hinter Jamspitze krydsede vi Obere Ochsenscharte for at nå frem til Wiesbadner Hütte i Ochsental. Her passerede vi lige nedenfor Dreiländerspitze, målet for morgendagens tur som skulle udvikle sig til at blive den udfordrende tur vi havde ønsket os lige siden vi kom her til Silvretta. Ruten op til bjerget kendte vi jo fra dagen før, og selve bjerget viste sig at byde på næsten alle facetter af alpin klatring. Fra gletscheren krydsede vi en lille bergschrund og steg så op over NW-flanken. Denne halvstejle sneflanke var som så mange andre hernede blevet til en isflanke, men her yderligere kompliceret af et vandløb der strømmede ned over isen. Isflanken blev dog passeret uden vanskeligheder, og vi kunne herefter gå i land på vestgraten. Denne var en klippegrat, og til forskel fra al den megen skodklippe vi hidtil havde set her i Silvretta var klippen her en udmærket gnejs. Graten var til at begynde med let, men stejlede så til og det blev nødvendigt at finde klatreudstyret frem. Jeg var egentlig en smule betænkelig herved, idet det efterhånden var nogle år siden at jeg havde klatret klippe, men da først jeg havde etableret standplads og var i færd med at sikre Jacob op faldt jeg hurtigt ind i den gamle rutine. Og Jacob var meget tilfreds med min sikring, hvis blot han var sikret af mig turde han gå i gang med næsten hvad som helst. Det blev derfor en utrolig positiv oplevelse de to-tre korte reblængder vi klatrede sammen, så glæden var stor da vi stod på toppen af Dreiländerspitze. Knus, kram og topfotos som det sig hør og bør. Nedstigningen gik som en leg, og tilbage i hytten enedes vi hurtigt om at denne dag skulle fejres på vort hotel i Bielerhöhe samme aften. En lang men rigtig god dag.
|
Galleri: På Europas vandskel
