|
Efter et femdages trek rundt om Adylsu Range, som vi straks døbte Adylsu Circuit, var vi nu klar til at gå i lag med Elbrus. Vi havde fået reserveret plads på Diesel Hut, og efter trekvarters vandring fra liften op til Garibashi var vi fremme ved hytten. Vejrudsigten havde lovet kraftig vind til storm på bjerget, med mulighed for lokalt snefald, men kl.04 den følgende morgen blæste det ikke specielt kraftigt og det var delvist stjerneklart, så vi besluttede at gå for det. Der var rigtig mange mennesker på bjerget, hvilket selvfølgelig ikke kan være nogen overraskelse når der er tale om Europas højeste bjerg. Næsten alle andre benyttede sig af de bæltekøretøjer, der i dagtimerne kører skiløbere op fra Garibashi, og som her tidligt om morgenen tilbyder at køre bestigere op til Pastukhova Rocks i 4600m. Men kan man sige at man har besteget bjerget når man har kørt de første 5-800m op med et bæltekøretøj? Det mente vi ikke, og da først vi var kommet over Pastukhova Rocks overhalede vi bestigere i hobetal. Da vi krydsede 5000m var der kun to hold langt foran os. Vinden havde nu taget til og føg ofte hen over sporet, og fremme i passet mellem E- og W-toppen var det en regulær storm. Nu skulle vi bare op, så vi kunne komme ned igen, men desværre var holdet foran os et guidet hold, der lige for snuden af os besluttede at spærre sporet og lægge fixreb ud for deres klienter. Så vi måtte vente over en halv time i stormen før vi kunne komme videre mod toppen. Et kvarter senere nåede vi toppen, som dagens anden gruppe, til trods for at vi var startet ud som de sidste, men selv om Jacob var på nippet til at blive blæst af graten gik der alligevel et kvarters tid før vi påbegyndte nedstigningen.
|
Dansk Bjergklub
