|
Der skulle dog tre forsøg til før det lykkedes os at få besteget en top i Silvretta. Vejret var lidt bedre den næste dag, ikke meget, men dog nok til at vi kunne starte ud på vores planlagte femdages tur. Fra hotellet vandrede vi op gennem Bieltal hvorfra vi over Getschnerscharte kunne nå Jamtalhütte. Fra Getschnerscharte ville vi bestige Getschnerspitze, men var kun nået halvvejs op før det begyndte at regne og der var torden i luften. Så med aftagende sigt vendte vi om og steg gennem regnen ned til Jamtalhütte. Næste dag med et nyt mål gik ikke stort bedre. Her ville vil have besteget Schnapfenspitze ovenfor Fluchthornferner, men selv om vejret denne dag var perfekt blev det alligevel ikke til nogen top. Vi nåede op til frontmorænen hvorfra vi kunne overskue Schnapfenspitze, og kunne her se hvorledes det ene stenslag efter det andet passerede ned over den rute vi havde tænkt os at bestige. Vi kunne godt have lavet toppen, men det var ikke risikoen værd, så i stedet tog vi en lang pause og gik så tilbage til hytten. Endelig på trediedagen lykkedes det. Her havde vi planlagt en bestigning af Jamspitzen, og helst op over nordflanken på Vorder Jamspitze. Denne snevæg havde jeg været fascineret af siden jeg så den første gang i 1983, men tyve års nedsmeltning havde reduceret den til en skygge af sig selv og var slet ikke indbydende længere. I stedet steg vi op i Jamjoch, passet mellem Vorder og Hinter Jamspitze, for måske at lave den herfra, men sydsiden af Vorder Jamspitze udviste et større stenskred fra den grat vi skulle have lavet, så det endte med at vi besteg Hinter Jamspitze i stedet. Efterhånden var det gået op for os at denne sommer var lidt speciel, både hvad temperaturer, stenslag og sneforhold angik.
|
Galleri: Spændende bjerge i Silvretta
