|
Det var stadig mørkt klokken 04:50, men jeg fik da startet hvæseren og håbede på med tiden at kunne forvandle grydens isblok til thevand, og da det en halv time senere simrede lystigt var det så småt ved at være lyst. Som sædvanlig var det ikke den store lyst der prægede mig denne morgen med henblik på en forestående bjergtur, men af og til har jeg det indtryk at jeg er soldreven. Sammenlignet med de andre grupper var jeg kommet ret sent afsted og jeg havde stort set bjerget for mig selv i første omgang. Trods den dårlige nat følte jeg mig utrolig godt gående, og beviset herfor fik jeg da jeg allerede på første etape nåede HighCamp. 360hm på en time i denne højde mente jeg var ret usædvanligt. To timer havde jeg beregnet op til HighCamp, så trods den sene start var jeg forud nu. Nur so weiter. Jeg var nået halvvejs op gennem det øvre klippeparti da jeg så tre mand forude, og kort efter var de bag mig, og inden jeg nåede sneen i 5770m var de langt ude af syne. Sidenhen fandt jeg ud af at de var startet fra HighCamp nogenlunde samtidigt med at jeg startede fra Base, så de kan ikke have været særlig højdetilvænnede. Det var jeg derimod, og jeg følte nærmest de røde blodlegemer stod i kø for at transportere de få iltmolekyler der var til rådighed rundt i kroppen. Jeg holdt bare mit sædvanlige ultralave tempo som jeg til gengæld kunne holde i en hel time uden pause. Selv i det øvre klippeparti kunne jeg blot gå steady. Oppe på gletscheren i 5770m mødte jeg en fjerde fyr som var startet samtidig med de tre andre, så han spurgte om jeg havde noget imod lidt følgeskab på det sidste stykke til toppen. For mig var det ét fedt, så hvorfor ikke. Han havde ganske vist både sele og isskruer med, men da jeg intet grej havde kunne vi jo ikke sikre, men gletscheren var stabil nok og ligeså var snebroerne. Halvvejs oppe kunne vi se sporet op til graten. Snevæggen var i bedre stand nu end i '88 - ganske vist med lige så mange spalter, men der var ikke så meget is. På topvæggen var et stort hold franskmænd på vej op. De tog sig god tid, og da de var nået op var en nimands gruppe af schweizere på vej ned, så for ikke at skabe forvirring eller få ting og sager i hovedet tog vi en god halv times pause under indstigningen indtil sporet var frit. Så var det vores tur, og det gik pænt deropad. Hældningen var som jeg havde forestillet mig den: 40-45°, og franskmændene havde efterladt et fixreb ned langs ruten, hvilket vi lejlighedsvis gjorde brug af, især da nogle amerikanere absolut ville stige ned mens vi var på vej op. 100m havde jeg anslået skrænten til at være, og det blev bekræftet af højdemåleren da vi nåede op på graten og pludselig stog face to face med Lhotse. Så kan Imjatse være nok så meget en 6000'er - den når alligevel ikke Lhotse til sokkeholderne. Toppen viste sig at være meget nærmere end først antaget, og efter et kvarter på den ikke særlig smalle eller exponerede grat uden vægter og med god sne nåede vi højeste punkt som en 50m lang topgrat inden det gik nedad mod nord. Ti minutter i tolv var vi oppe, kun 4½ time efter min start fra basecamp, så jeg var ganske godt tilfreds.
|
Dansk Bjergklub
