Som varslet fik vi lige et par dage med dårligt vejr, men så snart det klarede op var Per og jeg på farten igen. Vi havde jo oprindeligt sat os for at lægge os op nogle dage i Bordierhütte og bestige et par af toppene i Nadelgrat, og selv om vi nu ikke havde så lang tid tilbage burde vi da nok kunne nå en enkelt top eller to. Men det var noget slukørende at komme op til hytten og erfare at der var faldet næsten en halv meter nysne og at det ikke var muligt at gå nogle af vægruterne på grund af lavinefaren; selv Nadelhorn var der en gruppe som havde måttet vende om på på grund af den megen sne. Men en top ville vi da have, så dagen efter steg vi op for at bestige de to Bigerhörner og måske Balfrin. Men selv dette beskedne mål blev hastigt reduceret som vi steg i højden. Der var ganske vist ikke så meget sne ved hytten, men på en stejl og glat blokmark kan det alligevel være en udfordring, og da vi nåede Klein Bigerhorn stillede vi os tilfreds med den. Og herfra kunne vi se over på Nadelgrat, som var iklædt fuld vinterdragt. Det ville tage et par dage før forholdene var bedret så meget at vi kunne gå på en større top, og vi besluttede derfor at gå i dalen med det samme. Men vi havde fået både en top og en fin tur ud af det.
|