|
Februar betyder vinter, og da jeg i 1996 besøgte min gamle turkammerat Christoph i München for en weekend skulle vi selvfølgelig lave en bjergtur sammen igen. Og efter at have diskuteret de forskellige muligheder nærmere besluttede vi at tage en tur til Estergebirge i nærheden af Garmisch-Partenkirchen for med lidt held at bestige områdets højeste bjerg, Krottenkopf. Allerede i Garmisch-Partenkirchen lå der en halv meter sne, og som vi efterhånden steg i højden tiltog snemængderne også. Christoph var dog heldigvis stedkendt, så vi havde ingen problemer med at finde vej op gennem skoven. Mørket var ved at falde på da vi nåede op til Weilheimer Hütte i knap 2000 meter. Her havde vi planlagt at tage overnatningen forud for morgendagens bestigning, men det viste sig her at vinterrummet var aflåst. Heldigvis havde vi været forberedt på dette, og havde derfor taget udstyr med til at kunne overnatte i snehule i stedet. Vi blev vækket af morgengryet, der fandt vej ind gennem sprækkerne i hulen, og efter et par gryder the var det tid at forlade hulen for at gå mod Krottenkopf. Gårsdagens blæst havde lagt sig lidt, men sneen var ganske stabil og voldte ingen problemer i opstigningen mod Krottenkopf. Fra toppen af dette det højeste bjerg i Estergebirge havde vi håbet på at få en god udsigt ud over det flade forland mod nord. På en god dag skulle man tydeligt kunne se München herfra, men vi blev noget skuffet, da det meste af forlandet var skjult bag en værre gang ærtesuppe af en rimtåge.
|
Galleri: Snehuletur til Estergebirge
