Hen omkring solopgangstide forlod vi hytten som en af de sidste grupper og gik op mod det første grattårn som markerer rutens start. Vi havde lagt os bag et hold på fire spaniere i håb om at de kendte vejen, men det gik lige lovlig langsomt fremad, så da to østrigere overhalede os lagde vi os i hælene på dem i stedet, og det var et mere passende tempo. De havde godt nok heller ikke været på bjerget før, men de gik i et roligt og velovervejet tempo, så så længe vi holdt os til dem var det næppe helt ved siden af. Terrænet var overraskende let. Efter det første tårn hvor der er femogtyve meter II°-klatring var det faktisk vandring og scrambling det næste lange stykke, og vi gik en stor del af ruten uden reb. Omend østrigerne virkede temmelig rutinerede kunne de heller ikke undgå at gå forkert et par gange, men så kunne jeg som oftest tage over og finde den rigtige vej op. På den måde kan man sige at det ikke var så svært at finde vej, men man skal være om sig og hele tiden være på vagt over, hvorvidt man er på det rette spor. Da vi havde klatret små tre timer nåede vi ud i et glat vægparti hvor det efterhånden ikke var så sjovt længere at være uden reb, især med tænke på de 700m østvæg der var under vore fødder, så her besluttede vi os til at tage reb på. Det betød at vi måtte sige farvel til østrigerne som også her fortsatte uden reb, men jeg mente ikke jeg ville tage chancen. Det viste sig senere at vi var gået lidt for langt i flanken, for da jeg havde klatret tyve meter op kom vi atter i det velkendte brudte og lette terræn. Men vi fortsatte alligevel videre med rebet på, og nåede snart op til Untere Moseleyplatte. Denne var graderet til II+°, men jeg vil nok sige den var lidt undergraderet. På dette tidspunkt havde vi klatret ganske godt sammen, og da jeg spurgte om vi skulle sikre den eller om vi bare skulle lave den parallelt mente Per at jeg ikke behøvede sikre den for hans skyld. Fint nok, tænkte jeg og fortsatte op. Men som sagt, den var noget sværere end jeg havde forventet; i midterpartiet var det rent III°, men nu havde jeg jo sagt jeg ville gå den parallelt, og jeg kom da op i nogenlunde fin stil, selv om jeg nok fik en smule sved på panden. Og for en sikkerheds skyld sikrede jeg alligevel Per op. Efter platten kom en kort travers og vi stod på Solvayhyttens balkon. Jeg havde ført hele vejen op og havde efterhånden vænnet mig til fornemmelsen at være den mest klippeerfarne i reblaget, satte sikringer hvor jeg fandt det nødvendigt og ellers gik deropad på bedste beskub. Vi havde brugt 3h50 fra Hörnli- til Solvayhütte, hvilket var en time mere end guidebogstiden, og det var jeg ganske tilfreds med. 40% tidsoverskridelse fandt jeg ikke revolutionerende, og hvis vi kunne holde den på det niveau betød det otte timer op og fem-seks ned, rigelig tid til at vi kunne være tilbage ved Hörnlihütte i aften. For alligevel at kunne klatre hurtigere foreslog jeg Per at vi lod sækkene ligge her i Solvay, men da vi jo nok skulle regne med at få brug for isudstyret længere oppe endte det med at vi alligevel tog sækkene med op. Klokken var lidt i ni da vi forlod Solvay og gik i gang med Obere Moseleyplatte, hvilken viste sig at være lidt lettere end den nedre. Indtil nu havde jeg mere betragtet denne tur som et halvhjertet forsøg end en egentlig bestigning, men nu hvor vi havde lagt Solvay bag os og vejret stadig virkede anstændigt begyndte jeg efterhånden at føle at der måske var en reel mulighed for at jeg i dag ville komme til at bestige det matte Horn; jeg kunne så småt lugte toppen forude. Efter Obere Moseleyplatte blev terrænet gradvist stejlere, og selv om det stadig mest havde karakter af scrambling blev sikringerne alligevel hyppigere. Vi nåede op til skulderen i knap 4200m og blev lettere overrasket over at finde den snefri, idet der normalt plejer at ligge et væmmeligt sne- og islag som gør denne etape ikke helt ufarlig. Men som det var nu kunne vi bare trave hen over klippen mod det stejlere parti længere fremme. Kort efter skulderen rejser østflanken sig til en lodret væg og resten af ruten over Hörnli går nu i nordflanken. Stort set hele vejen er der faste reb, og principielt er det bare at hive sig opover. Men vi var nu kommet ind i en kraftig myldretidstrafik. Det første modgående hold havde vi mødt på Obere Moseleyplatte, og nu kom de i en jævn strøm, hvilket ikke var specielt heldigt når vi var tvunget til at bruge de faste reb. Ifølge føreren skulle klatringen her være II-III-°, men igen havde jeg fornemmelsen af at den var undergraderet og i hvert fald forudsatte benyttelsen af de faste reb. Sværeste passage var et overhængende vægparti (forøvrigt her hvor Mallory & Co. havde deres uheld under nedstigningen), og hvis ikke der var fixreb ville det nok være mindst IV°. Men da den modgående trafik skulle abseile ned langs fixrebene fik vi mange venteperioder inden vi kunne gå videre. Ved Unter Dach hørte fixrebet op og blev afløst af spigre og bolte, og ved Ober Dach var det helt slut med faste sikringer. Ifølge føreren skulle der her være en regelret sti gennem blokmarken, men hele dette øvre parti var dækket af en 45° sne- og isflanke som på grund af det fremskredne tidspunkt var ved at være temmelig ubehagelig. Men nu vi var nået så langt ville jeg ikke vende om her, halvfjerds meter under toppen. Ved den sidste sikring tog vi jern på og jeg forsøgte på bedste beskub at finde en rute op over sneen hvor den underliggende is var bare nogenlunde fast. En reblængde oppe lå en bunke klipper hvor jeg kunne sætte en dårlig hex, men så var det også slut. Jeg kiggede tilbage ned over flanken. Dernede kom Per, og bagved var der kun nordvæggens tomhed inden blikket faldt på Zmuttgletscheren over to km længere nede. Vi havde været i gang i mange timer nu, og jeg havde de sidste par timer bemærket at Per var ved at blive træt. Forhåbentlig ikke sløset. Et styrt eller en glidetur af en af os uden sikringer ville kun have én udgang: døden for os begge. Jeg forsøgte at ryste tanken af mig og fortsatte op mod topgraten så hurtigt som muligt, men endelig ikke for hurtigt. Det var dog ikke mere end 30 meter vi gik usikret inden jeg nåede topgraten og kunne sikre i en Jesusfigur (eller var det en Madonna?) som meget belejligt stod på kanten af graten. Og hvis jeg troede at toppen nu var nået, så tog jeg fejl. Korset stod nemlig et pænt stykke længere henne ad topgraten, så hvis jeg ville på højeste punkt måtte jeg pænt traske derover. Så vidt jeg ved er den schweiziske top markeret med et kors mens italienertoppen har en Madonna, og da den schweiziske top er den højeste måtte jeg nødvendigvis hen til korset. Det tog også lidt ekstra tid, tid som vi ikke havde for meget af, men hvis man vil bestige et bjerg må man bestige det til toppen. Og således gjorde vi. Vi nåede højeste punkt, tog et par billeder af hinanden og var snart efter på vej tilbage igen. Vi var forlængst kommet i skyerne og sigten svingede fra få kilometer til under hundrede meter. Hvis der var en Madonna på italienertoppen kunne vi i hvert fald ikke se den. Vi havde brugt 6h10 på etapen fra Solvay til toppen eller henved tre gange guidebogstid, men selv om vi havde haft meget spildtid mens vi ventede på den modgående trafik var det alligevel en tydelig indikator på at vi var ved at være trætte. Klokken var nu 15 og det var på høje tid at komme ned igen. Vi skulle nok ikke regne med at kunne nå tilbage til Hörnli, men om ikke andet kunne vi vel overnatte i Solvay. Da vi nåede tilbage til Jesusstatuen mødte vi det spanske reblag som vi havde overhalet i morges. De havde kæmpet sig herop og havde nu besluttet sig for at stille sig tilfreds med dette punkt og gav derved afkald på det højeste punkt. De spurgte om ikke vi skulle abseile sammen, hvilken jeg umiddelbart fandt var en god idé idet de havde et 50 og et 55m reb. Derved skulle vi ret hurtigt kunne komme ned over sneflanken og fixrebene. Hvad jeg derimod ikke tænkte på var, at vi nu var seks personer som skulle ned over hver abseil, og det tog tid. Første abseil bragte os ned til den klippebunke hvor jeg havde sat sidste sikring under opturen, og her ofrede jeg en hex for at kunne abseile ned til de faste bolte på Unter Dach. Jeg fandt snart ud af at det hurtigste var at bruge de tre reb enkeltvis, således at de første som abseilede ned havde et reb med og kunne rigge det næste abseil til, så vi på den måde konstant havde to-tre abseils igang, men alligevel tog det tid. Det virkede ikke som om spanierne havde den store indsigt i abseils, eller også havde de gjort deres erfaringer på en klatrevæg. Faktum var at jeg måtte abseile ned som den første stort set hver gang for at rigge den næste til, mens Per var beskæftiget bagude med at rigge af. Alt imens spanierne for det meste bare kørte på frihjul. De kunne ellers godt have hjulpet Per med det tunge arbejde det er at hive sjaskvåde reb ned, men nej. Omkring otte abseils brugte vi for at komme ned over det stejle parti mod skulderen, så måtte vi klatre resten nedad nu hvor terrænet var nemmere. Spanierne fortsatte direkte ned over flanken for at tage den korteste vej mod Solvay, men Per og jeg tog den længere men mere sikre vej langs graten. Ruten i flanken var meget løs, og man skulle passe godt på for ikke at lave stenskred. Hvilket spanierne heller ikke undgik. Til gengæld nåede de Solvayhütte inden mørkets frembrud, hvilket vi ikke gjorde. Vi havde spildt megen tid med de mange abseils, og da vi forlod skulderen begyndte det så småt at mørkne. I det sidste lys nåede vi ned til et tårn som vi mente måtte være tårnet over Obere Moseleyplatte. Hvis det var tilfældet var der bare en abseil eller to og vi ville stå ved hytten. Vi riggede abseilen til, og jeg tog min pandelampe på, sådan bare for en sikkerheds skyld. Efter fire meter abseil hang jeg frit i luften! Det var vist alligevel ikke tårnet over hytten det her. Den videre abseil bragte mig ned over en stejl og kompakt væg, og til sidst hang jeg for enden af rebet og dinglede. Heldigvis havde jeg bundet en knude for enden. Nu var gode dyr rådne, men til sidst fik jeg øje på en bolt fem meter ude til siden, og den kunne jeg svinge mig over til og sikre mig ved. Det tog noget tid at rigge af, men til sidst var Per nede ved siden af mig og vi kunne rigge den næste abseil til. Så længe vi abseilede mod øst var det jo begrænset hvor stort tårnet kunne være, og da jeg kom ti meter ned ad næste abseil nåede jeg nogle terrasser for foden af tårnet og snart efter stien. Jeg åndede lettet op og fik Per ned. Vi var nu tilbage på rette vej, men vi havde spildt værdifuld tid. Fra tid til anden kunne vi se lysskær mellem de drivende skyer, det var spanierne som hermed markerede hytten, men efter at have forsøgt at finde vej videre nedover flanken måtte jeg opgive. Det ville være for farligt at fortsætte videre ned. Det var umuligt at finde den rette vej, og vi kunne meget let komme ud i en stenslagszone uden at vide det, så hellere lave nødbivuak hvor vi var. Jeg fandt en stor flad sten som vi kunne sidde på og et par store blokke vi kunne sikre os i. Rebet ud, fødderne i sækken og på med overtrækstøjet, og så måtte vi krybe sammen, omfavne hinanden og forsøge at holde varmen bedst muligt. Og i øvrigt bede til at det ville holde tørvejr i nat.
Og det gjorde det, heldigvis. Men alligevel var det ikke megen søvn vi fik den nat. Hvert tiende minut forsøgte vi at finde en stilling som var mere behagelig eller som kunne give mere varme, men det lykkedes først ud på morgenen da Per lagde sig ned på stenen med benene hen over mine mens jeg lagde mig hen over ham. Alligevel kunne det ikke undgås at Per havde adskillige rysteture af kulde, og jeg kunne heller ikke se mig fritaget for at jeg havde det lidt køligt. Men igen: jeg var den mest erfarne her i dette reblag, og jeg følte mig på en måde ansvarlig over for Pers velbefindende. På den anden side skal jeg ikke skjule at jeg var lidt imponeret over den måde Per klarede sig igennem natten og turen i det hele taget på. Efter at have klatret syv-otte timer var det mit indtryk at Per var begyndt at blive lidt flad, og da vi lavede nødbivuak havde vi klatret i femten timer på ikke meget mere end en liter vand til deling. Det var gået lidt langsommere, bevares, men jeg var jo heller ikke superfrisk mere, og jeg havde ikke hørt en eneste negativ kommentar fra Per; han havde bidt det hele i sig uden at kny. Heller ikke udsigten til en nødbivuak i 4100m uden vådt eller tørt og med mange timers klatring dagen efter kunne vippe ham af pinden. Og når man tænker på at den hårdeste bjergtur han har lavet inden denne sommer var en bestigning af Dom! Det kan godt være at Per ikke har den store erfaring i bjergbestigning, men her på denne tur har han vist en udholdenhed som vel de færreste kan præstere. Herudover er han målrettet (hvordan var vi ellers endt her på Hornet?) og kan holde hovedet koldt, også selv om turen udvikler sig i en anden retning end planlagt. Alle tre egenskaber er nogle af de vigtigste når man vil bestige bjerge, så er resten kun et spørgsmål om træning. Og hvis jeg sørger for at holde Per til ilden hvad klatre- og bjergtræning angår tror jeg ikke det varer længe før jeg får kam til det hår jeg snart ikke har. Samtidig tror jeg også at Per er nøglen til fremtidige hårdere bjergture. Vi har en temmelig ens indstilling til bjergbestigning, vores øvrige interesser er til dels sammenfaldende, og hvis en hviledag falder i vore hænder er vi temmelig enige om, hvad den skal bruges til. Tja, kan man ikke bruge natten på at sove kan man jo altid filosofere lidt over tingenes tilstand. Men til sidst begyndte det at lysne i øst, og efter en rum tid begyndte vi at vikle os ud af hinandens favntag for langsomt at massere lidt liv i de døde lemmer. Det var lidt af en sløv start. Inden vi havde pakket sammen og bundet os ind igen var de første guider arriveret med deres klienter, men det betød ikke så meget da vi begyndte at gå nedover, idet terrænet her var noget mere overskueligt og vi sagtens kunne klatre forbi hverandre. Det viste sig at være den rigtige beslutning vi havde gjort da vi nødbivuakerede, idet det tog os en time inden vi nåede ned til Obere Moseleyplatte. Her hang et fast abseilreb som ikke hang der i går, og da ingen ville kendes ved det kunne det kun betyde at spanierne havde ladet det hænge til os hvis vi var kommet ned i nat. Således behøvede vi ikke bekymre os om at binde os ud, og vi abseilede direkte ned på hyttens terrasse. Når spaniernes reb hang her kunne jeg regne ud at spanierne selv nok også var her, så jeg gik ind i hytten og vækkede dem. De var glade for at se os velbeholdne nede igen, og de havde brugt den mellemliggende tid på at skaffe vand. Hvilket var lige hvad vi havde brug for. Spanierne havde ikke været alene om at overnatte her; de havde haft selskab af to englændere, som havde nået hytten i går kl.1630 og ikke ville fortsætte videre ned. Den ene af dem havde præpareret en hel flaske Isostar, og den gik rent ind. Jeg havde ellers følt mig rimelig frisk da vi startede ud i morges, hvilket egentlig overraskede mig idet vi intet havde fået at spise eller drikke, og knap nok noget søvn, men efter en halv liter Isostar kunne jeg godt mærke forskellen. Vejret var fortsat okay, og selv om Per havde en aftale i Chamonix i aften havde vi ikke noget hastværk med at komme ned. Vigtigere var det at bruge lidt tid på at rehydrere, så ville vi nok vinde den tid ind igen på vejen ned. Således blev klokken ni inden vi alle mand høj forlod Solvay, præcis et døgn efter vi ankom dertil i går. Vi lavede en lang abseil ned over Untere Moseleyplatte og snefeltet herunder, og så brød vi op i mindre grupper. Spanierne lå i telt ved Theodulgletscher, så dem ville vi ikke komme til at se mere, og de to englændere ville køre til Chamonix i eftermiddag, så man kan sige vi blev spredt for alle vinde. Englænderne blev dog tilbage og holdt øje med os de første par timer, og først da de følte sig overbevist om at vi var fit for den videre nedstigning gik de forud til Hörnlihütte. Men først efter at have givet os endnu en flaske vand. Efter Untere Moseleyplatte var terrænet nemt nok, og det var ikke det store problem at finde vej. Det var mit indtryk at den bedste rute holdt sig langt mere til graten end føreren angiver; der var i hvert fald adskillige gratpartier som vi ikke fik klatret på opturen. Og så overraskede det mig hvor lang graten var. Hver gang vi kom til et tårn mente jeg at nu måtte vi snart være ved det sidste. Men nej. Den ene flankemarch fulgte den anden, og hytten kom ikke meget nærmere. Men til sidst nåede vi dog ned til det sidste tårn. En travers og en lang abseil og jeg kunne tage mig ud af rebet. Matterhorn var besteget. Kort efter kom Per ned og vi gav hinanden et knus. Det havde været en lang tur, meget længere end nogen af os havde forestillet sig, men takket være vores gode arbejdsfordeling var det lykkedes os at lave en tur som egentlig var over vores kapacitet. 34 timer var der gået siden vi forlod Hörnlihütte, ikke just en tid der er værd at prale over, men jeg følte mig overbevist om at vi havde gjort det rigtige i at gå den lidt sværere gratrute og sikre lidt ekstra i takt med at vore kræfter svandt hen. Og nødbivuakken, ja, de fleste guider jeg snakkede med i den henseende ville også have gjort det samme hvis de var kommet i den situation i ukendt terræn. Vi pakkede sammen og gik ned til Hörnlihütte. Klokken var nu 15 og Per havde en aftale med Moës og to andre i Chamonix i formiddags om fælleskørsel hjemover, så vi havde ikke for megen tid. Men jeg mente lige at vi kunne nå en spand the så vi fik noget varmt at drikke inden vi fortsatte videre ned. Men nej. På hytten kan man først købe thevand efter kl.18, og uanset hvor absurd situationen syntes at være, kunne vi ikke købe noget at drikke. Men atter engang viste englænderne sig som redningsmænd, idet de havde endnu en vandflaske som vi fik lov at tømme. Utroligt flinke folk, og de ville ikke engang have noget for det. Nå, men de havde travlt, hvilket vi egentlig også havde, så vi tog afsked med dem og gjorde selv klar til at gå ned. Vi sagde farvel til Hörnlihütte og satte kursen mod Schwarzsee. Og for at det ikke skulle være løgn løb vi kort efter ind i en tordenbyge. Nu havde vi haft tordenbyger lige indtil få timer før vi gik i gang med Hornet og tordenbyger en time efter vi blev færdige, men alle de timer vi var på bjerget fik vi ikke en dråbe. Man skulle næsten tro nogen havde holdt sin hånd over os. Vi nåede en af de sidste lifter ned fra Schwarzsee og var snart efter nede i Zermatt igen.
|
Dansk Bjergklub
