Navigation:    
Start  >  Bjergbestigning  >  Topliste  > Bestigning af
Montblanc
 Uploaded 27-03-18  

MONTBLANC    4807m
   Facts om Montblanc:
Område:Mont Blanc, France
Dato:22. juli 1988
Rute:NW-graten (Arête Bosses) fra Col du Dôme. Nedstigning samme vej og videre mod NE til bivuakplads på Grand Plateau (4040m).
Tid:3h op, 5h ned
Vejr:Roligt med svag vind og lettere dis.
Makker:solo Herunder:
Mont Maudit og Montblanc    set fra NNW.
Andet:Atter en ny højderekord for mig.
Guide:Lindsay Griffin: Mont Blanc Massif Volume I

10.45 Ved Vallothytten er folk nu ved at komme ned fra toppen. De fleste sidder bare og puster ud inden den videre nedstigning, mens andre ligger og har det dårligt. En ung mand som netop er kommet ned fra toppen ligger og vånder sig og kan slet ikke forstå at han kan blive ramt af højdesyge når han dyrker så meget sport. Han og hans makker, som heller ikke har det for godt, forsvinder snart ned ad flanken mod Grands Mulets.
12.55 Skyerne er nu forsvundet fra toppen af Montblanc, og der er kun enkelte cumulusskyer i bunden af dalene. De fleste folk har nu forladt toppen, og kun fem mennesker sidder tilbage. En fransk bjergfører kommer op fra Maudit med tre klienter, og efter de sædvanlige hilsner spørger han "Kom du så op på Bionnassay?", hvortil svaret var "Næ, et kvarter efter jeg forlod hytten gik der en lavine ned over ruten, så jeg fandt det sikrest at vende om!" - "Og så lavede du normalruten i stedet?" - "Tja! Har du hørt nærmere om lavinen i forgårs?" - " Ja, to døde!" - "Ja, det var meget godt jeg ikke steg ind!" De snakkede videre et stykke tid og skiltes så. Guiden gik ned mod Vallot med sine klienter mens den anden blev tilbage en times tid og nød udsigten over Frankrig og nabolandene inden også han forsvandt ned mod Vallot.
16.30 Sneen er blevet godt blød nu. De sidste folk som kommer ned fra Col du Dôme på vej ned mod Grands Mulets sætter dybe spor i sneen som dog hurtigt forsvinder i mængden. Området her er temmelig spaltefrit, men længere nede venter store spaltesystemer inden den frelsende hytte. Alligevel går de fleste uden reb i blind tillid til at det altid er en anden der bliver ramt af et spaltestyrt. Næsten tusind højdemeter under Montblanc er udsigten vestover stadig vid. Dalene har akkumuleret et tykt lag varmedis som lægger låg et par kilometer nede. Vestover stikker ukendte bjerge op som øer i et ukendt hav, mens Midi og Verte skinner mat af for meget sol. En enkelt sologænger kommer ned fra Col du Dôme, men sætter ikke kursen videre mod Grands Mulets som de andre, men holder højden under flanken indtil han har udset sig et passende sted. Rygsækken pakkes ud, og med en gryde har han hurtigt gravet sig en passende vindbeskyttet bivuakplads. Han graver en lille kogenicre, og snart er kogeren i gang med at smelte sne til aftensmad. Som solen sænker sig glider skyer fra dalen op og ind mellem bjergene, og får pillerne og tårnene på Midi til at ligne et overdimensioneret eventyrslot. I 4000m højde er Montblanc stadig tæt på, og han beslutter sig for at afvente solens nedgang inden han fotograferer Montblanc for sidste gang. Da solnedgangens skær farver de vide firnhæng i et rosa skær sover han dog allerede.



Ruten fra Dôme du Goûter til toppen af Montblanc og videre ned til Grand Plateau. Kortudsnit (4 x 2,7 km) over ruten fra Dôme du Goûter til toppen af Montblanc og videre over Grand Plateau mod Grand Mulets.


Interne links:

 
Eksterne links:

Dansk Bjergklub