|
Jeg vågnede pludselig den nat og undrede mig over at det var forholdsvis lyst udenfor. Jeg kiggede på klokken - Scheiße, den var 05:15. Jeg havde altså ikke hørt vækkeren og havde sovet næsten to timer over mig. Heldigvis var solen ikke stået op endnu, så jeg skyndte mig at få blus på trangiaen og satte vand over, glad over at jeg i går havde været forudseende nok til at gemme vandet. Trangiaen var noget mere frisk end i går aftes, og kl halv syv var jeg klar til at drage afsted med så lidt oppakning som muligt. Jeg dvælede et kort øjeblik udenfor teltet, så vendte jeg mig om og gik med raske skridt ned mod Col du Midi. Selvom jeg var blevet noget forsinket var det alligevel et ret ideelt tidspunkt jeg var startet ud på. De fleste fra Main Street var allerede taget afsted da jeg forlod teltet, og den første svævebane var endnu ikke kommet til Aig. du Midi. Således havde jeg fornøjelsen at følge sporet op, i det tempo jeg nu en gang foretrak. Efterhånden nåede jeg den første bergschrund. Den var imidlertid lukket, men sporet lavede en travers hen over en stejl isvæg, lige akkurat en steigeisen bredt. Jeg var glad for isøksen som gav et fast holdepunkt i tilværelsen mens jeg balancerede hen over væggen. Den næste barriere var en stor sérac som blev omgået højre om. Først da jeg var over den så jeg, at den var spaltet og hang ca 15 grader over. Egentlig var det en ganske interessant optur. Flanken havde en passende hældning, og sneen var hård nok til at det var ret så ukompliceret at gå med steigeisen. I ca 3900m kom jeg til en kæmpespalte. Den var nok ca 5m bred, men dækket af en snebro i hele sin udstrækning. Længere oppe fulgte endnu en spalte og en serie stejle trin, og til sidst svang flanke sig op i en stejl, ca 50m høj isvæg. Der begyndte at komme folk mod mig, og jeg kunne regne ud at jeg måtte være ved at nærme mig toppen. Ganske rigtigt, efter det stejle ishæng lagde flanken sig brat tilbage, og jeg stod på vestgratens skulder. En bred og let firnryg ledte frem til toppen, der knejsede med et mindre klippeparti, midt i den hvide ødemark. Klippepartiet blev i første omgang omgået venstre om, og en kort stejl opstigning førte frem til forbindelsesgraten mellem vest- og østtoppen, hvorfra jeg få øjeblikke senere nåede vesttoppen, det højeste punkt.
|
Dansk Bjergklub
