|
Vi steg ned over SW-flanken på Mont Maudit som bød på den nemmeste vej ned til hovedvejen, og snart var vi tilbage i Col du Mont Maudit. Sneen var stadig hård da vi gik tilbage, ned ad flanken, så det tog kun en time inden vi atter var ved Taculs skulder. Der var mange flere folk på bjerget nu hvor svævebanen var startet op, og sammen med dem som nu kom op fra Cosmiques, var der efterhånden trængsel på Tacul, den nemmeste 4000'er i Chamonixområdet. Vejret var fortsat fint og vi var langt foran tidsplanen, så vi mente nok vi kunne tillade os en lille blund inden vi gik videre; så kunne det jo være pøbelen blev mindre i mellemtiden. Men nej, snarere tværtimod, for da vi endelig tog os sammen og gik op ad graten for at lave Tacul var der ikke færre end 31 mere eller mindre håbløse alpinister på vej op og ned over de øverste syv meter klippe. Jeg syntes der var alt for meget cirkus over det og gik til side for at betragte showet mens Per bevæbnede sig med isøksen og pløjede sig vej op gennem folkemængden til toppen. Jeg kunne sagtens have fulgt ham, men jeg syntes ikke det var det værd, derudover havde jeg jo allerede besteget den top tilbage i 1988. Da Per havde kæmpet sig ned igen gik vi tilbage til rygsækken og fortsatte ned ad Taculs nordflanke tilbage mod Midi City. Det var nu middag og på høje tid at stige ned; dels var sneen ved at blive blød og dels havde vi jo planlagt at køre til Mattertal allerede i eftermiddag. Vi tog en kort skraber i teltet inden vi pakkede sammen og begav os den tunge vej tilbage op til Midi. Vi var vel nået halvvejs op da vi hørte en tordnende rumlen bag os. Et kig tilbage afslørede Tacul i oprør. En af de store séracer i toppen af nordflanken var knækket af og styrtede nu i en flere hundrede meter bred lavine ned og fjernede ethvert spor i hele nordflanken inden lavinen fortsatte ud over Col du Midi og videre ned ad bjergsiden mod Chamonix. Det var chokerende. Sporet i Taculs nordflanke betrædes vel af henved 300 klatrere om dagen, og for to-tre timer siden havde vi selv gået der. Og nu var sporet væk. Det var umuligt at sige om lavinen havde taget nogen med sig, omend der var al mulig grund til at tro det, med de mange folk der bruger det spor. Men hvis der havde været nogen i flanken ville de uomtvisteligt være døde nu! Og så, fem minutter senere, var alt roligt igen. Kun en lille snesky, der langsomt opløstes, vidnede om lavinen. Vi fortsatte op mod Midi da vi jo alligevel ikke kunne gøre noget, og fik her at vide at der næppe havde været nogen omkomne, så vidt man havde observeret. Men der er nok nogen der har fået et og andet at tænke på; selv den letteste top i Chamonix skal ikke undervurderes.
|
Dansk Bjergklub
