Efter at have ligget en uges tid på campingpladsen i Zermatt og betragte sneen falde på de øvre bjergskråninger var jeg efterhånden desperat for at komme på et bjerg igen. Min makker Erik var efter uheldet på Rimpfischhorn endnu ikke i stand til at deltage i nogen bjergtur, så jeg brugte i stedet tiden til at opsøge nye bekendtskaber, og sammen med mine naboer Christoph og Bernd fra Ruhrdistriktet kom jeg efterhånden et par gange ned på Walliser Kanne, en af de mange beværtninger i Zermatt. Ihukommende refrainet 'ovenover alting stråler moder sol' stak jeg til sidst næsen i sky, og i dette trøstesløse vejr steg jeg op for at bestige Mettelhorn i det spinkle håb at toppen var høj nok til at bryde gennem det tykke skylag der efterhånden havde hobet sig op i dalen. Mettelhorn går ellers normalt for at være et af de bedste udsigtspunkter i nærheden af Zermatt, og jeg kunne se at blikket mod Weisshorns sydøstvæg måtte være noget nær unikt. Da jeg nærmede mig Mettelhorn havde jeg lige taget nabobjerget Platthorn med, og for at udrydde enhver tvivl om, hvilket bjerg der var det 'rigtige' Mettelhorn, havde jeg besluttet at bestige dem begge. Desværre var ingen af dem høje nok, og det lykkedes mig ikke ved nogen af dem at komme fri af skyerne; selv om den indbyrdes afstand næppe overstiger 400m lykkedes det mig ikke at se den ene top fra den anden eller omvendt, så det blev ikke til noget længere toprast.
|