|
Her til morgen gik jeg på Mittagskogel, hvor jeg havde fint solskinsvejr, plus at jeg havde hele bjerget for mig selv. Det var nu egentlig en meget fed fornemmelse, bare at kunne vandre ud fra gasthauset, og mindre end et minut senere være på vej op ad bjerget. Stien var dog ikke speciel tydelig det første stykke vej. Selv om bjergskråningen var nordvendt var der en så stor frodighed at stien nærmest druknede i vegetationen, og det var først efter at have steget henved 400 meter op og jeg var begyndt at bevæge mig mod sydvest, højt over Taschachtal, at vegetationen blev mindre yppig og stien tydelig. Det var en fin højdevandring hvor jeg langsomt steg i højden, mens jeg kunne nyde udsigten mod Pitztal dybt under mig, Riffelsee på den anden side og den lange grat op mod Wurmtaler Kopf, hvor jeg jo havde været to dage før. Det er sådan nogle ture der gør det rart at være bjergbestiger. Når man på vej op ad et bjerg kan se bjerge og ruter man har besteget før, og derved genkalder sig de oplevelser man tidligere har haft i bjergene. Med tiltagende højde blev vegetationen mere sparsom og terrænet gradvist mere stenet. Jeg krydsede en udpræget klippekam og kom nu op i en bred hængedal. Der var dog ikke noget at være i tvivl om som man steg op, og i småklatring gik det op over stejlere terræn indtil stien krydsede ud til venstre og lige pludselig landede midt i passet. Heroppe var graten let og bred, og efter et par minutter fortsatte jeg mod toppen. Et øjeblik senere fik jeg en overraskelse mere, for jeg havde lige rundet et klippeparti da Søren og Henning, to af reblederturens deltagere, stod foran mig. De havde taget bjergbanen op for at møde mig så vi kunne lave toppen sammen, og det skulle de være yderst velkomne til. Så en lille halv time senere kunne vi sammen stige op på det fantastiske udsigtspunkt som Mittagskogel er.
|
Dansk Bjergklub
