Som det højeste bjerg i denne gruppe, og i Mosquito Range overhovedet var det naturligt at bestige Mount Lincoln også, nu jeg alligevel var på Mount Bross. At komme videre til Lincoln var en ganske simpel sag, idet der til passet mellem Mount Bross og Mount Cameron førte en jeepvej op fra mineområderne i øst, en vej som fortsatte mod nord, under toppen af Mount Cameron og videre nedenfor toppen af Mount Lincoln. Der var dog ikke noget som tydede på at jeepvejen blev brugt alt for hyppigt, men alligevel var det en lille torn i øjet at gå på en kørevej fra det ene bjerg til det næste. På den anden side tror jeg nok at Martin ville blive glad, idet han således ikke ville få vanskeligheder med terrænet, når han næste dag ville op og løbetræne på bjergene heroppe. Toppen af Mount Bross var et stort og bredt plateau, som smalnede ind som jeg bevægede mig nordpå. Jeg modstod fristelsen til at fortsætte op på Mount Cameron, for det bjerg havde jeg først tænkt mig at bestige efter jeg havde været på Lincoln, så jeg passerede nedenom Cameron og nåede så frem til passet mellem Cameron og Lincoln. Herfra holdt jeepvejen sig nedenfor på venstre side af toppen, men graten op nod toppen var nu ikke synderlig vanskelig. Kun til allersidst var der er par lettere eksponerede trin man skulle op over, og så var jeg på toppen. Herfra havde jeg en udmærket udsigt mod øst og Hoosier Pass, som vi skulle krydse et par dage senere når vi rykkede videre mod Breckenridge.
|