|
Vi forlod teltet kvart over fire og nåede snart frem til hovedvejen der førte op over Montblanc du Taculs nordflanke. Vi var langt oppe ad flanken da det en time senere begyndte at lysne, og vi fandt ud af at selv om vi havde skyfrit vejr og uindskrænket sigt, var hele Chamonixdalen dækket af et tæt skydække. Det er ganske vist ikke en usædvanlig foreteelse, men Per havde tilsyneladende aldrig oplevet det før, og han var temmelig fascineret heraf. Og jeg må da sige at uanset hvor mange gange man har set det før, er det en flot oplevelse at se skyerne bredt ud under en som et stort hav, hvor bjergene stikker op som øer. Vi nåede skulderen på Tacul i samme øjeblik som solen brød frem over Rhônedalen, og selv om vi havde gået i et pænt tempo ville det næsten være majestætsfornærmelse ikke at holde en kort pause og betragte solopgangen. Ti minutter senere fortsatte vi ad sporet mod Montblanc ned til Col Maudit og videre op over sneflanken mod Col du Mont Maudit. Vi havde oprindeligt planlagt at skulle gå op ad nord- og nordøstgraten, hvilket skulle give en lidt sværere og længere rute, men uanset at den grat også var sporet havde jeg mest lyst til at få denne bestigning af Mont Maudit overstået så hurtigt som muligt. Om det måske, set i bakspejlet, snarere var en af mine fornemmelser der bankede på, vil jeg dog heller ikke afvise. I hvert fald var nordflanken på Maudit også i gode forhold, spalterne og séracerne var få og små, så vi kunne fortsætte op til det øvre pas i fint tempo uden at vi spekulerede nærmere på reb og den slags pjat. Således nåede vi passet på den tid som guidebogen angiver til Tacul, så jeg må sige det begynder at gå bedre med formen. Vi forlod her sporet videre mod Monten og jeg steg nu op over nordvestgraten, en fin lille grat afvekslende mellem sne og klippe, så det var egentlig en udmærket træning i at klatre klippe med jern. Vi var fortsat uden reb, og jeg kom snart et stykke vej foran Per, men pludselig blev jeg kaldt tilbage da han ikke kunne finde vej rundt om et klippetårn. Det sted var nok også den mest delikate passage på graten, idet man skulle omgå toppen af tårnet via en lille glat platte hvor det var lidt skralt med trin og greb. Men vi kom begge over i god behold, og snart stod vi på toppen af Mont Maudit 4465, det næsthøjeste af de bjerge i Alperne jeg endnu ikke har besteget. Banditten var en overraskende markant top. Det sidste halvdel af graten var en almindelig snegrat, men den gav de sidste fem-ti meter plads for en markant gendarm der faldt stejl af til begge sider, så det var på listesko jeg gik de sidste meter til højeste punkt. Der var ikke noget at sikre i, så efter at vi begge havde været ude og vende ved højeste punkt holdt vi gipfelrast ved overgangen fra snegraten til klippe. Det var stadig tidligt på dagen; klokken var kun otte og vi havde sådan set tid nok, men alligevel så jeg gerne vi tog ned hurtigst muligt, så efter ti minutters pause forlod vi toppen.
|
Dansk Bjergklub
