Det var nu ved at lakke mod slutningen af vores lange tur til Martigny, men selv om vi havde haft usædvanligt held med vejret var Allan efterhånden blevet træt af at ligge i bivuak når vi tog på bjergtur. Han syntes derfor vi skulle tage op i terrænet og ligge i telt, hvilket kunne være noget af en udfordring når man kun har et telt, som tilmed er så lille som Westwind er det. Løsningen blev at tage til Zermatt, deponere den overskydende bagage på Hotel Bahnhof og så tage op og tilbringe de sidste nætter i telt ved morænesøerne bag Fluhalp. Her var der også mulighed for at få en sidste bestigning med, men et første forsøg på Fluehorn afbrød jeg under passet da jeg fandt den videre vej for risikabel. Og godt det samme, for i mellemtiden var Allan mod mine anvisninger klatret op ad en forkert rute, og havde de største vanskeligheder med at komme ned igen. Så som den sidste tur i denne omgang valgte jeg Oberrothorn, den er der ingen muligheder for at gå forkert på, og udsigten er som altid fantastisk. Næste morgen vågnede vi op til nysne og en isdækket sø, vinteren var så småt på vej.
|