På min rebledertur for Dansk Bjergklub til Zermatt havde vi netop besteget Unterrothorn og havde fået en god snack på stationen der. Vi var nu klar til at tage videre, men en enkelt af deltagerne havde været tilfredse med bestigningen af Unterrothorn og så det derfor ikke nødvendigt også at bestige Oberrothorn, og ville i stedet tage sig god tid ned ad bjerget. Så med en deltager mindre fortsatte vi andre videre op over Oberrothorn mens jeg fortalte om udsigten mod syd og vest i takt med at den åbnede sig for os. Og sideløbende hermed krydrede jeg fortællingerne om udsigten med historier fra de 27 år jeg efterhånden havde haft min gang i Zermatt. Det havde tilsyneladende været en lang eller kold vinter med rigelig sne, for som vi nærmede os toppen begyndte vi også at støde på de første snedriver. Selv oppe på toppen lå der en bræmme af sne, der adskilte os fra nordtoppen, så det var meget godt jeg var taget herop i mine bjergstøvler og ikke bare var gået op i mine Converses, som jeg ellers har hang til at gøre når mulighed byder sig. Det overskyede og kølige vejr blev heroppe suppleret med en frisk vind, så vi blev ikke længere tid end nødvendigt heroppe, og inden længe var vi på vej nedad igen. Fulgte den rute vi havde steget op ad så langt som til Furggji og fortsatte så nedad videre mod syd. Ned over den af vinterens skiløb fuldstændigt nedslidte Roter Bodmen og holdt så gradvist mod højre så vi kunne fange en af stierne mod Blauherd. Her blev hele holdet samlet igen, og så gik det i højt tempo videre ned ad graten, tilbage til Sunnegga.
|