|
Oppe fra toppen af Piz dal Lec havde vi dagen før fået øje på en ret så høj dolomit, som kunne være interessant at bestige hvis vi havde tid til det. Og da vejret dagen efter fortsat viste gode takter kunne vi da godt bruge den næste dag på at kigge nærmere på dette bjerg, specielt da vi fandt ud af, at bjerget faktisk var det højeste bjerg i Sella-gruppen. Så nok engang tog vi gondolbanen op fra Colfosco, men denne gang satte vi i stedet kursen mod sydvest. Piz Boë viste sig dog at være et lettere bjerg end gårsdagens bestigning af Piz dal Lec, og vanskeligste parti var en stejl gruscouloir op mod Boës højplateau. Det var faktisk karakteristisk for bjergene hernede, at der bag de stejle klippevægge lå fladere højplateauer, og når først man nåede op på disse plateauer havde man som regel de største vanskeligheder bag sig. Der var dog tunge og mørke skyer på vej fra vest, så efter et pilsner-stop i den lille Capanna Fassa-hytte, som befandt sig lige under toppen måtte vi videre, da vi havde lige så langt ned til gondolbanen som vi havde haft op. Det optrækkende regnvejr lod vente på sig - men dog ikke så længe, for da vi var på vej nedenfor den lodrette klippevæg, som stien førte langs med, begyndte det at regne. Heldigvis var den lodrette klippevæg stedvist overhængende så vi kunne søge ly i tørhed. Og regnen viste sig blot at være en byge, så kort efter var vi på vej igen, dog noget hurtigere da der sagtens kunne være mere regn på vej. Den kom da også da vi nåede frem til banens øverste del, som dog blot var en stolelift, så det var lidt øv at køre gennem regnvejret ned med den. Det var tydeligvis tid til at komme videre fra Dolomiterne.
|
Dansk Bjergklub
