|
Da jeg i november 1992 kom til La Santa Sport var det første gang nogensinde at jeg var taget på chartertur med fly. Men anledningen var også kærkommen, idet min løbeklub Sparta som sponsorat havde fået en god pris for en grupperejse, med det resultat at vi således var et halvt hundrede spartanere som indtog La Santa i november. Her var der allehånde muligheder for at gøre noget ud af træningen, men da jeg på en løbetur til Famarastranden en halv snes km borte fik øje på den grat som slyngede sig op mod øens højeste punkt, så var jeg solgt: den top måtte jeg have med hjem i bagagen. Jeg fandt min makker i Tobias, som ellers var min svømmelærer, men som også havde et ønske om at bestige den top, og hen mod slutningen af ferien organiserede han et par mountainbikes så vi kunne komme frem til indstigningen på østsiden af Famara. Selve graten op var ganske let, og bød kun ind imellem på lettere scrambling. Men udsigten på vejen op var noget af det mest fantastiske, da vi konstant havde vidt udsyn over Atlanterhavet, hvor der ikke ville være landkending før Amerika. Endnu en gang et bevis på, at en top ikke behøver være vanskelig for at give en god oplevelse. At jeg så på hjemturen nær havde smadret cyklen da vi i buldermørke skulle finde vej tilbage over lavasletten gav kun lidt ekstra krydderi på oplevelsen.
|
Guide Peñas del Chache
