|
Vel hjemkommet fra min tur til Texas i marts erfarede jeg at Erik var blevet lidt mellemfornøjet over, at jeg var taget til USA uden ham, idet han aldrig havde været i USA. Han kommer jo heller aldrig nogen steder! Men det lille problem var nu let at løse, for jeg kunne jo bare tage afsted igen! Seks uger senere var jeg atter på vej til USA, og denne gang var det Colorados bjerge og Utahs canyonlands der stod for tur. Samme forår havde jeg haft en snak med min løbekammerat Martin Rørdam om det i visse kredse verdensberømte marathon til toppen af Pikes Peak og tilbage, og dels som en gestus over for ham, dels over for mig selv, hvis jeg en dag skulle finde på at løbe det, foreslog jeg Erik at vi indledte vores tur til USA med et forsøg på at bestige Pikes Peak. Selv om det nu var april var der stadig masser af sne på bjerget, og længe før vi nåede hytten Barr Camp halvvejs oppe ad bjerget kom vi op i sneen. Inden da havde jeg bemærket at vandrestien op til Barr Camp ikke var som vandrestier flest, idet de fleste vi passerede på stien bevægede sig i et afslappet joggetempo. Jeg skulle snart erfare at Pikes Peak og løbet til toppen af samme har en helt speciel plads i den lokale befolknings hjerter. Eksempelvis blev Barr Camp i et vist omfang forsynet af galninge, der blot skulle på en joggetur til hytten og derfor lige så godt kunne tage lidt forsyninger med op. Vi var dog de eneste der overnattede på hytten, og næste dag fortsatte vi i sneen op mod toppen. Både landevej og jernbane fører til toppen, så vi følte vi bød bjerget den nødvendige respekt ved at gå op til fods, og det samme mente de turister vi mødte på toppen. Men rart var det nu at kunne få en gang chili con carne i restauranten.
|
Bjergbestigning i Colorado
