Året forinden havde jeg også været i Colorado for her at checke ruten til Pikes Peak Marathon lidt nærmere, og da Martin var hooked på at løbe med i løbet ville han også forsøge at lokke mig med på samme tur. Det var godt nok mange år siden jeg havde løbet både bjergløb og marathon, men det kunne da aldrig skade at sende en ansøgningsblanket til løbet, så kunne jeg da altid sige at jeg i det mindste havde prøvet. Stor var min overraskelse dog, da jeg i foråret fik at vide at jeg var en af de få der var sluppet gennem nåleøjet og var blevet tildelt et startnummer - så måtte jeg vel hellere begynde at træne en smule. I august rejste jeg så til Colorado med Martin Rørdam, og bortset fra det fælles mål Pikes Peak Marathon havde vi to forskellige dagsordner: han skulle træne sig op til at løbe i højden, og jeg ville benytte mig af lejligheden til at få besteget nogle flere af Colorados mange spændende bjerge. Den første del af turen var vi dog enige om at ville tage i fællesskab. Vi indledte med et par dage i ca. 3000m højde ved Rampart Reservoir, og herefter tog vi til Pikes Peak for at vi begge kunne lære ruten på bjerget at kende uden sne. Ligesom jeg gjorde det foregående år brugte vi Barr Camp som udgangspunkt, og hvor Martin skulle løbe op til toppen herfra tog jeg en god gang powerwalking, blot med min vandsæk, tyve dollars og en overtræksjakke for at gøre øvelsen realistisk. Det hjalp nu også at være let udstyret, for opstigningen fra Barr Camp til toppen forløb to timer hurtigere end jeg havde gjort det året før.
|