De to første dage på min Geigenkamm-overskridning havde været ret så hårde, både med mange højdemeter og rimelig tung rygsæk, samt at jeg havde gået længere end planlagt. Således mente jeg at det var velvalgt med en hviledag da jeg nåede Lehnerjochsee, et mindre paradis på jord med gode lejrpladser og en sø med tempereret vand, hvor jeg kunne køle mig ned når højfjeldssolen brændte for kraftigt. Det skulle dog ikke være det rene daseri, så ved middagstid gik jeg op på det lokale "husbjerg", nemlig Schafhimmel, som bød på en udmærket udsigt over Pitztal til Wildspitze, som ville være denne turs afsluttende mål. Oprindeligt ville jeg have traverseret bjerget, men da klippen ikke var specielt sammenhængende da det i højden blev stejlere valgte jeg at kvitte en overskridning til fordel for en dukkert i Lehnerjochsee.
|