|
Vi havde under busturen aftalt at vi kunne klatre nogle ruter sammen, og i første omgang havde vi kik på en rute på Stijena Cuk, kaldt 'Genussrampe'.
Jeg havde på nuværende tidspunkt ikke klatret den mindste smule i halvandet år, så det skulle absolut ikke være for svært. Stor var imidlertid min overraskelse da jeg kom tilbage fra en besøg hos onkel, og så at Henrik stod 20m oppe i ruten. Han mente ikke det var så svært, så vi kunne lige så godt starte deroppe. OK, det var ikke specielt svært, men det havde nu været rart om vi lige havde snakket om det først. Til gengæld fik jeg så lov til at føre den næste reblængde. Op over en lille væg, så kom jeg til selve rampen, som bestod af en 15m bred og 70m høj platte, som hældte 45-50° og var kraftigt furet og revnet af århundreders vand, og det var virkelig en ren nydelse at gå op der. Jeg førte knap halvdelen af platten og lavede standplads i et hul. Henrik fulgte efter og tog så den anden halvdel af platten. Da jeg fulgte efter ham kunne jeg se at et dårligt vejr var ved at bevæge sig ned fra de høje sneklædte bjerge i bunden af dalen og havde kurs mod os. Jeg spildte derfor ikke for megen tid på standpladsen, men lagde straks ud på 4. reblængde. Uvejret var over os på rekordtid. Efter at have været forvarslet med et par kraftige vindstød stod stormen nu rundt om hjørnet. Fjerde reblængde gik direkte på den stormomsuste grat, og nu piskede regnen ind. Så i stedet fortsatte jeg over på den anden side af graten for at finde en mere beskyttet vej op. Det lykkedes ikke, så i stedet vendte jeg tilbage til graten og lavede en solid standplads. Henrik kom op og fortsatte op over graten indtil han forsvandt bag en blok hvor han kunne lave standplads i læ. Jeg var noget mere udsat nede på min standplads, og jeg måtte flere gange tage et solidt greb i klippen for at være sikker på at jeg ikke blæste af. De første par meter af 5. reblængde var en tometers trinløs platte som man normalt går på gratkanten, men med den vind var det ikke tilrådeligt, så i stedet måtte jeg tage den direkte på friktion op over den sjaskvåde platte. Resten af graten var nemmere, og snart var jeg fremme hos Henrik, og dermed toppen af ruten. Vi kunne nu kigge ned på et solbeskinnet Adriaterhav, og heroppe i læ var det varmt og behageligt.
|
Dansk Bjergklub
