|
Klokken var nu blevet henad tre, så vi tog den næste rute i rækken, Nordøstkaminen som skulle være hundrede meter lang og med samme gradering som Genussrampen. Et stykke tilbage op gennem karret og op i bunden af renden, som førte op til kaminen.
Henrik tog første reblængde op over en lille platte, som førte op til renden, sidenhen op gennem renden som snævredes ind indtil han forsvandt af syne. Han gik næsten hele rebet ud inden han til sidst lavede standplads, og så var det min tur til at følge efter. Den første korte 3m-platte var egentlig ikke spor let, og at Henrik havde anbragt en kile midt i gjorde ikke sagen meget bedre. Resten af vejen op gennem renden var let, omend ret løs, og jeg nåede hurtigt op til Henrik som havde lavet standplads på en hylde til venstre for bunden af kaminen. Selv om jeg ved begge ruter havde lavet min rygsæk ligge nede, klatrede Henrik fortsat med sin lille sæk, mens jeg kunne have mit ekstra udstyr i kalkposen. Det tog ham ret lang tid at kæmpe sig op gennem kaminen, og da han havde gået 35m anmodede jeg ham om at begynde at tænke på at lave standplads. Det tog tid. Meget meget langsomt gik rebet ud, før det til sidst standsede omkring 40m. Så skete der intet i lang tid, og i mellemtiden kunne jeg nyde udsigten ned over dalen mod lejren og bjergene i baggrunden. Det tog lang tid før et råb ned endelig forkyndte at Henrik havde standplads. Nu har kaminklatring altid været en af mine stærke sider, og jeg syntes heller ikke denne kamin var så svær. Jeg var dog glad for at jeg havde ladet min rygsæk blive nede. Igen ville Henrik føre en reblængde, men vi kunne ikke spilde tid med at rigge om. Det var ved at blive sent og et nyt uvejr var på vej, så jeg fortsatte op gennem kaminen med et begrænset udvalg af sikringsudstyr. Længere op smalnede kaminen nd til blot skulderbredde, og kun med en værre omgang møv kom jeg op og udenom en klemblok som selvfølgelig havde parkeret sig midt i ruten. Herefter var kaminen stort set slut, og jeg kom op på en stor balkon. Et træ bød på en fortrinlig mellemsikring, men da jeg var ved at løbe tør på karabiner slog jeg en slynge omkring træet og klatrede gennem den, på samme måde som når man træder en nål. Kaminen sluttede i et riss i platformens højre side, men jeg gik i stedet op gennem en diedre til venstre og lavede standplads tre meter under gratkanten. Undervejs op var uvejret for det meste trukket forbi, og vi havde kun fået det i en kortvarig haglbyge. Nu fik jeg i al hast trukket Henrik op, og kort efter stod vi på toppen, netop som solen gik ned i Adriaterhavet.
|
Dansk Bjergklub
