Det havde været noget overraskende at finde ud af, at der faktisk er mange gode muligheder for at bestige bjerge i Iran, men da først jeg havde undersøgt det nærmere tog det ikke lang tid før jeg tog initiativ til at lave en tur til dette spændende land. Turen var dog nær ikke blevet til noget på grund af kamphandlinger i nabolandet Irak, hvor amerikanske styrker gjorde deres bedste til at afsætte diktatoren Saddam Hussein. Men efter i første omgang at have afblæst turen sprang Erik Storm så til, og med ham som allieret kunne det alligevel blive til noget med bjergbestigning i Iran. Vort primære mål var en bestigning af Damavand, Irans højeste bjerg, men da dette er en halvhøj femtusinder var det fornuftigt nok først at finde en mindre top at akklimatisere på. Dette var nemt gjort, idet Irans hovedstad Teheran ligger lige for foden af Tochal massivet, og blot to dage efter vores ankomst tog vi en taxa fra hotellet til starten på ruten i forstaden Darband. Det var noget vanskeligt at finde vej, da alle vejskilte var på farsi, men det lykkedes os alligevel at finde frem til overnatningshytten Shir Pala. Derimod var vejen videre frem let nok. Da først vi var kommet op på graten behøvede vi ingen vejviser, og kunne blot følge graten til højeste punkt. I godt vejr skulle man kunne se Damavand herfra, men netop som vi nåede topgraten nåede vi også op i skyerne. Vi måtte derfor tænke os til den fine udsigt, til gengæld havde vi under nedstigningen et fantastisk view over megamillionbyen Teheran.
|