|
Efter at have udtømt mulighederne på Brüggler kørte vi efter nye jagtmarker. Vi havde håbet på Dolomiti, men da vi nåede vejs ende i Rosengarten sneede det, og Ole måtte vente et stykke tid inden han kunne få set sin dolomit. I stedet tog vi til Berchtesgadener Alpen, hvor jeg havde håbet på at kunne bestige den sagnomspundne Watzmann, men på grund af sneen blev det nok lidt for vovet at satse på ham. Derfor blev det Untersberg, som er et af mine gamle bekendtskaber da jeg havde været der to gange før. Dengang var det ved Salzburger Hochthron, men nu stilede vi mod det højeste punkt, Berchtesgadener Hochthron. På vej mod vores basecamp gav bilen op for stigningen, og det var mørkt inden vi nåede frem. Næste dag så vi vores mål: Berchtesgadener Hochthron Südwand, noget højere end Brüggler og med et kæmpemæssigt overhæng, hvor et hjørne i tidens løb var styrtet sammen. De tre første reblængder var for nemme og ikke andet end noget løst stads. 4. reblængde, derimod, indeholdt nøglepassagen: en travers af en platte til et riss som førte op under et overhæng, som man skulle klatre udenom, så at sige med ryggen nedad. Ole klarede traversen og risset, men måtte kapitulere på overhænget, som jeg fik den tvivlsomme ære at gøre et forsøg på. Tvivlsom, da Ole ellers klatrer en grad bedre end mig, men han havde åbenbart ikke rigtigt sin dag. I hvert fald kom jeg let og elefant over overhænget og kunne overlade føringen til Ole igen. Efter en lang travers kom vi til en delikat travers i 7. reblængde, et hjørne vi skulle rundt om via en hylde på en udhængende væg, som blev mindre og mindre. Samtidigt kom vi rundt om kanten over det store overhæng, og der var ikke en ærlig klippe under ens fødder før flere hundrede meter længere nede. Vi blev hurtigt enige om at døbe denne passage 'luftiga steget' efter en rute på Göteborg. Herefter fadede klatringen ud, og efter fem reblængder med kun 30 meter reel klatring tog vi rebet af og klatrede solo den sidste stump til toppen. En halv time fra toppen ligger AV-hytten Stöhrhaus, og selv om vi havde sat næsen op efter et stort krus øl hjalp det ikke på det faktum at hytten stadig var låst for vinteren, så der blev ingen øl før basecampen. Da vejret den næste dag regnede væk, blev det hermed den sidste klatretur i Alperne for denne gang, men jeg var allerede godt tilfreds med udbyttet, og det er tvivlsomt om det bliver sidste gang jeg tager til Alperne for at klatre; selv om PA'erne måtte holde for på Brüggler, blev mine gamle bjergstøvler taget til nåde igen på Untersberg, så derved skulle vejen så småt være åben for mine alpine klatreture. I hvert fald var jeg glad for at det øjensynligt ikke rørte mig på meget at klatre med luft under fødderne, og skiftet fra granit til kalk var en kærkommen afveksling, så mon ikke der kommer et par ture til i sommerferien.
|
Dansk Bjergklub
